Ingen kender dagen

Tillid er en forunderlig størrelse. Der er nok ikke mange, der vil være uenige i, at begrebet er en forudsætning for samliv, samspil, samvær. Der er til gengæld nok nærmest lige så mange oplevelser af, hvad tillid i grunden er. Annette K. Olesen har i ”Ingen kender dagen” samlet en håndfuld nøglepersoner i situationer, der sætter deres udlægning af begrebet på prøve.

Filmens handling er ikke et samlet fremadskridende forløb. Det er 5 forskellige forfattere, heriblandt Carsten Jensen, der giver en række bud på situationer, der udfordrer nøglepersonernes greb om identitet, moral og identitet.

Trine Dyrholm spiller denne gang en læge, Eva, der ledsager en udvist afghaner på rejsen ’hjem’ til Kabul. Undervejs oplever hun en absolut grim side af den danske håndtering af udlændinge.

Emil Aron Dorph har rollen som en skoleelev, Emil, der har rodet sig ud i en pinlig situation over for sine klassekammerater. Han løber ud af klassen og begiver sig til fods ud på en større vandretur. Hans – mandlige – lærer passerer tilfældigt Emil og tager ham på vejen ud for at hente høns til haven – og hjemmeproduktion af æg. Der udvikler sig en nærhed, som er lidt for … nær.

En mor, Karina, spillet af Ene Øster Bendtsen er på tur med sin lille datter ved strand og klitter. Tilsyneladende ånder alt fryd og gammen, men der viser sig snart sprækker i idyllen, hvor datteren spørger til sin far og hendes svarer tøvende, undvigende. Er de flygtet fra faderen? Fra en anbringelsessag? Eller fra noget helt tredje? Samtidig kryber Karina hastigt i skjul i klitterne, da en bil nærmer sig på stranden. Karina presser desuden sig selv ud i ikke at kunne svare troværdigt på datterens spørgsmål, hvilket gør hende noget opfarende – og giver næring til datterens skepsis og stigende mistillid.

Simon og hans gravide kone, Maja, tager til begravelse af en af hans gamle klassekammerater. Stemningen er anstrengt og kaffebordet efter ceremonien i kirken står det klart, at der er dem i selskabet, der helst ser, at Simon forlader selskabet igen med det samme. Maja forstår til at begynde med ikke, hvad der foregår, men fornemmer snart, at Simon må ha’ gjort eller været anledning til noget forkert, måske gjort skade på nogen, som kalder på langvarig fordømmelse. Skal hun forlange at få at vide, hvad der skete dengang, eller vælge nuet?

Endelig er der den gifte Adam, spillet af Jakob Cedergren, der efter et sidespring ved en konference har lejet et sommerhus hos Hanne, som Lisbeth Dahl giver forrygende pinligtmorsomt liv. Hensigten er selvfølgelig at forlænge den forbudte/farlige oplevelse sammen med Viyan. Uden at sige for meget, så går det ikke helt, som Adam havde satset på.

Situationerne spænder på den måde stemningsmæssigt meget bredt og scenerne er filmet i langsomt tempo men alligevel intenst, ved og omkring Vesterhavet. På den måde ser man udfordringerne fra mange forskellige vinkler i et råt, nærmest miljø. Noget er pudsigt. Andet er forbudt eller ligefrem fatalt. Under alle omstændigheder går man ikke uberørt fra biografen – mens tankerne suser gennem hovedet for at huske situationer man selv har været i. Absolut tankevækkende og seværdigt.

  • Titel: Ingen kender dagen
  • Instruktør: Annette K. Olesen
  • Skuespillere: Trine Dyrholm, Jakob Cedergren, Morten Hee Andersen, Lisbeth Dahl, Hadi Ka-Koush
  • Genre: Drama
  • Spilletid: 1 time 45 minutter
  • Produktionsselskab: Nimbus Film
  • Produktionsår: 2022
  • Release-dato: 27. oktober 2022
  • Anmeldt af: Carsten Skov
  • Distributør: Skandinavisk Film Distribution
  • Billeder: © Nimbus Film

Film:4 out of 6 stars (4 / 6)
Billede:4 out of 6 stars (4 / 6)
Lyd:4 out of 6 stars (4 / 6)