Indiana Jones and the Dial of Destiny

Det gode eventyr slutter, mens legen er god. Det er bare ikke alle i underholdningsbranchen, der lever efter den præmis. Så det var med en vis ængstelse jeg satte mig tilrette i biografsædet for at se det, der efter alt at dømme bliver de allersidste løjer med Harrison Ford som Indiana Jones. Kan farten og fandenivoldskheden holdes intakt, når der er gået 15 år siden forrige film?

”Indiana Jones and the Dial of Destiny” starter heftigt i de sidste dage af Nazi-vældet i Tyskland. En større samling stjålne antikviteter er ved at blive afskibet til Berlin. Samtidig er Indy er lige blev afsløret og bragt til bragt til afhøring med en sæk over hovedet, mens hans arkæolog-kollega, Basil Shaw, ser til fra den nærliggende skov. De har været på sporet af et vigtigt spyd, men det står snart klart, at det snarere er en artifakt, skabt af selveste Archimedes, der er interessant. Det er i første omgang kun den ene halvdel, der er fundet, men hvis den anden også bliver fundet, skulle det åbne for at finde, beregne og ikke mindst udnytte anomalier i selve tiden.

Selvfølgelig slipper både Indy og Shaw fri, om end turen går over heftig kamp, både inden i og uden på et tog i høj fart. Jagten på Archimedes’ artifakt er imidlertid kun lige begyndt. Der går omkring 25 år, Indy forelæser stadig i arkæologi samt kode- og tegnsystemer … for en flok søvnige studerende, der er mere interesserede i paraden for de 3 tilbagevendte astronauter fra Apollo 11-missionen.

Indy bor i 1969 i en ganske beskeden lejlighed og kan snart se frem til at gå på pension, hvis ikke det var fordi hans guddatter, Helena, Basil Shaws datter, dukker for at spore Indy ind på de mange åbenstående spørgsmål og mysterier omkring Archimedes’ artifakt. Indy har stadig sin faglige stolthed og ikke mindst ærlighed i behold, mens Helena synes mere interesseret i at sælge arkæologiske fund til højeste bud. Et fint oplæg til meningsforskel, eller skal vi rettelig sige åbne skænderier, selv under de mest hektiske bil- og scooterjagter.

Overskurken, videnskabsmanden Jürgen Voller, spilles som nok bekendt af Mads Mikkelsen. Det er blevet en isnende kølig figur med slet skjulte referencer til rumfartspioneren Werner von Braun, der trods sin høje position i Nazi-Tyskland blev en ledende kraft USA’s rumprogram, herunder rejser til månen. Voller har sine egne ambitioner om at ændre krigens og historiens gang, men mon ikke Indy – med eller uden hjælp fra Helena – får stukket en kæp i hjulet.

I introsekvensen er Harrison Ford gjort yngre, men ellers udmærker han sig ved at spille den alder han nu har. En aldrende helt kan så godt brug en sidekick og dén funktion udfylder Phoebe Waller-Bridge, kendt fra komedie-serien ”Fleabag”, til UG med kryds og slange. Helena står som en frisk, fræk og til at begynde med ganske samvittighedsløs figur. John Rhys-Davis dukker endnu en gang op som Sallah, der nu er rykket til New York med sin ægyptiske familie. I det hele taget er castet sammensat aldeles fortræffeligt, med sans for både situationen, historien og traditionen omkring titelfiguren. Historien flytter sig således hurtigt og effektiv over blandt andet Grækenland, Sicilien og Marokko, med markering – som i ”Raiders of the Lost Ark” – på et landkort af, hvordan rejsen skrider frem, selvfølgelig ledsaget af John Williams’ karakteriske underlægningsmusik.

Nok står både Steven Spielberg og George Lucas som executive producers, men det er nu James Mangold, der er den udøvende instruktør på ”Dial of Destiny”. En opgave han efter min mening har udført til perfektion, med udtalt sans for timing og temposkift. Man kan dog mene, at enkelte biljagter eller kampscener bliver trukket lige langt nok.

Man skal ikke lede så rasende meget efter mening og langtidsholdbar intellektuel og videnskabelig ’bund’ i historien. Til gengæld finder man et aldeles forrygende eventyr i ”Indiana Jones and the Dial of Destiny”. En absolut værdig finale for figuren.