Den velkendte historie, der gennem flere generationer har vundet børns hjerter i Norden siden bogen af samme navn blev udgivet i 1955, får nu pustet nyt liv ind med endnu en filmversion. Hvad der adskiller netop denne formidling fra tidligere filmatiseringer af højtlæsningsklassikeren, er at det er en animeret udgave. En udgave, som følger den animationsstil og trend, der præger de børnebogsfilmatiseringer, som i de senere år har gjort sit indtog på den nordiske, såvel som på den danske filmscene.
Filmen foregår i Kardemommeby, hvor folk lever i fred og fordragelighed, men byen er plaget af de tre røvere, Kasper, Jesper og Jonatan, som med jævne mellemrum røver bageren og slagteren. Byens borgere ønsker at byens Politimester Bastian skal gøre noget ved sagen, men hverken Politimester Bastian eller folket i Kardemommeby tør tage affære, for røverne har intet mindre end en løve boende hos sig. Samtidig er de tre røvere trætte af deres livsstil, for de vil gerne være en del af bylivet og deltage i byfesten, men det er svært som byens banditter.
En aften lykkes det en lille håndfuld af byens beboere at fange røverne og de kommer i byens fængsel, hvor de får den omsorg de har brug for, til at ville gøre gode ting. En dag sker der en ulykke i den lille by, hvor den ene røver har fået lov til at gå hjem for at fodre deres løve og her bliver røvernes evner til at reagere, den hjælp som byen har brug for og byen ser at der bag en røver kan gemme sig et godt menneske.
Folk og Røvere i Kardemommeby har taget sangene fra musicalopsætningen af historien til sig og har flettet den sammen med både humor og varme, som går lige i hjertet på alle tre generationer. Små som store kender flere af sangene og musicalstemningen rammer rent ind, så det er svært ikke at ville synge og klappe med. Samtidig er fortællingen i sig selv fyldt med gode moraler om både ordentlighed og medmenneskelighed, som giver rig mulighed for en dialog på tværs af generationerne. Derudover er det tydeligt at se, at filmen er instrueret af selvsamme instruktør, som stod bag blandt andre Dyrene i Hakkebakkeskoven, for det er samme hjertevarme og hygge, som skinner igennem hele filmen.
Derfor kan Folk og Røvere i Kardemommeby varmt anbefales som en film man både kan underholdes af og samles om, uanset om man har set tidligere versioner. Filmen har taget mange af de bedste elementer fra både bog, musicalscenen og filmlærredet til sig, og gjort det til en skøn filmoplevelse for alle, helt fra det lille barn til det ældre voksne publikum.
- Titel: Folk og røvere i Kardemommeby
- Instruktør: Rasmus A. Sivertsen
- Skuespillere/stemmer: Niels Olsen, Jon Lange, Frederik Cilius, Lars Ranthe, Neel Rønholt, Lise Baastrup
- Genre: Komedie/Tegne- og animationsfilm
- Spilletid: 1 time 28 minutter
- Produktionsselskab: Nordisk Film
- Produktionsår: 2023
- Release-dato: 9. februar 2023
- Censur: Alle
- Anmeldt af: Mia Christensen
- Distributør: Nordisk Film
- Billeder: © Nordisk Film
Film: (5,0 / 6) Billede: (5,0 / 6) Lyd: (4,0 / 6)