Tim Goodman tager til Ryme City efter hans far Harry Goodman forsvinder. Her møder han Harrys Pokémon partner, Pikachu, som Tim af ukendte årsager er i stand til at forstå. Sammen prøver de at læse mysteriet omkring Harrys forsvinden.
Pokémon blev skabt af Satoshi Taijiri i 1996 som RPG-spil til Game Boy og efterfølgende er det blevet til en stor franchise med konsolspil, spillekort, en animeserie, mangaer, merchandise og den populære Pokémon Go app. Det er dog først nu at der er blevet vovet et forsøg på en live-action film.
Filmen er baseret på et videospil fra 2016 med samme navn, hvor vi følger Tim Goodman, spillet af Justice Smith (Jurassic World: Fallen Kingdom), som pludselig er nødt til at navigere rundt i Ryme City, en metropol, hvor Pokémoner og mennesker har ligestilling.
Tim indgår i et modvilligt samarbejde med sin fars Pokémon partner Pikachu, som iklædt detektiv hat er sikker på at der er noget større bag Harrys antagelige død.
At skaberne har taget udgangspunkt i en nyere historie, som er relativt ukendt, og ikke har lavet en remake af Pokémon animeen, var et godt valg. Det gør at der er fokus på karaktererne og deres historie, men på den anden side giver den ingen forklaringer til hvad det er for et univers de lever i. Man skal have en smule kendskab til Pokémon for virkelig at forstå og nyde hvad der foregår, især da der er masser af guldkorn spredt rundt omkring i filmen.
Justice Smith gør det godt med at portrættere Tim som et ungt menneske med mangler, der opdager at hans forestilling om fortiden måske ikke er helt korrekt. Han formår også at skabe en god kemi med både Pikachu og andre Pokémoner, hvilket må være svært da han, for det meste, har indspillet scenerne alene. Pikachu er uden filter, hurtigt talende og et løbende kommentarspor i det meste af filmen, hvilket giver en sjov kontrast til det nuttede udseende og en lille stemme til de bizarre omgivelser. Castingen af Reynolds er på grænsen til at være genial. Han har både lagt stemme og ansigts motion capture til, og hvis man har en smule kendskab til hans sociale medier, og selvfølgelig Dead Pool, så giver det et ekstra sjovt lag til Pikachu. Der er scener, hvor det er svært at tage hændelserne alvorlige, men fordi Pikachu får sagt højt hvad der egentlig er totalt latterligt i filmen, så skaber det en balance, der gør den mere troværdig. Noget som Reynolds er perfekt til.
Lucy Stevens, spillet af Kathryn Newton, som hjælper Tim med at finde sin far, er overfladisk. Det virker som om hun kun er der for at Tim kan finde de næste spor i mysteriet og har noget kønt at se på. Lucy er en aspirerende journalist, med en personlighed, der er set hundrede gange før i den type rolle, og hun har en Psyduck som Pokémon. Og det er sådan set det eneste man lærer om hende. Det kan måske være grunden til at Justice Smith har mere kemi med en CGI Pokémon end han har med sin medskuespillerinde, for Kathryn Newton har ikke fået særlig meget materiale at arbejde med og det ses.
For mig er det Pokémonerne, der bærer hele filmen. De har bibeholdt deres originale design og de er blevet overført flot til CGI sammen med individuelle personligheder i form af Mr. Mime, som helt klart er en del af den sjoveste scene i filmen, eller Psyduck, der render rundt med sin kroniske migræne. Detective Pikachu er en film for børn, men der er også tænkt på et mere voksent publikum. Pikachu er fuld af innuendo, man kan se Jigglypuff synge i en snusket bar og den førnævnte scene med Mr. Mime er egentlig ret mørk. Det giver en lækker dybde i filmen og bringer Pokémonerne til live på en måde der ikke er set før.
Er Detective Pikachu banebrydende? Nej, overhovedet ikke. Det er en generel detektiv film med et generelt budskab og karakterer, som finder det næste vigtige spor indenfor to sekunder. Plottet er en smule forudsigeligt og skurken er ikke overraskende, men Tim har heldigvis en god karakterudvikling og det er tydeligt at han lærer noget om sig selv og sin far i løbet af udforskningen.
Filmen er dog et nyt pust til Pokémon franchisen og hvis man, som jeg, har den mest basiske viden om Pokémon så den helt klart værd at se. Jeg er også nysgerrig på efterfølgeren, som allerede blev annonceret før Detective Pikachu havde premiere.
Tusind tak til Fox Paramount Warner Home Entertainment / PR Nordic.
- Titel: Pokémon: Detective Pikachu.
- Original titel: Pokémon: Detective Pikachu.
- Instruktør: Rob Letterman.
- Skuespillere: Justice Smith, Ryan Reynolds, Kathryn Newton, Bill Nighy, Ken Watanabe, Chris Geere, Suki Waterhouse, Omar Chaparro m.fl.
- Genre: Fantasi og mysterie.
- Spilletid: 1 time 44 min.
- Produktionsselskab: Warner Bros. Home Entertainment.
- Produktionsår: 2019.
- Release-dato: 16. september, 2019.
- Censur: 11 år.
- Anmeldt af: Sarah Johnsen.
- Findes på: DVD, Blu-Ray, 4K UHD.
- Billeder: © Warner Bros.
Film: (4,0 / 6) Billede: (4,0 / 6) Lyd: (3,0 / 6)