Mere magi, flere spøjse skabninger, kamp mellem det gode og det onde – og Mads Mikkelsen i endnu en skurkerolle. Et overflødighedshorn af effekter og detaljer, kun lejlighedsvis sat ned i tempo, så man kan lige kan nå at trække vejret. Det er i al enkelhed varedeklarationen på ”Fantastiske Skabninger: Dumbledores Hemmeligheder”.
Der er noget af en valgkamp undervejs i troldmandsverdenen. I den forbindelse erfarer Albus Dumbledore (Jude Law), at Gellert Grindelwand (Mads Mikkelsen) endnu en gang er på færde – og vil forsøge at rende med de prestige- og magtfulde toppost.
Dumbledore har ikke selv tilstrækkelig magisk pondus til alene at sætte Grindelwand ud af spillet, så han giver Newt Scamander (Eddie Redmayne), magizoologen fra de første 2 film, til opgave at drage ud med et noget aparte hold af troldmænd for at nå målet alligevel, inden det er for sent. Muggleren Jacob Kowalski (Dan Fogler) går ellers med sit knuste hjerte og passer sin bagerforretning i New York. Han bliver opsøgt af Lally Hicks, professor i fortryllelser på den Nordamerikanske troldmandsskole Ilvermorny, som overbeviser ham om, at med sit store og gode hjerte har en plads i den forestående opgave. Theseus Scamander (Callum Turner) har altid været bekymret for sin lillebror, Newt, men i takt med at denne er trådt i karakter, slutter han op under Newts lederskab. Bunty Broadacre (Victoria Yeates) har en vigtig men oftest diskret rolle som Newts assistent. Yusuf Kama er en fransk-afrikansk troldmand har stærke personlige årsager til at gå op mod Grindelwand. Dertil kommer endelig, at Aberforth Dumpledore (Richard Coyle), Albus’ lillebror lettere modvilligt er med.
Grindelwand kan på magisk vis – og med hjælp fra en kinesisk enhjørning(!) – se bidder af fremtiden. Heroverfor vælger Dumbledore IKKE at ha’ nogen plan, eller rettere have mange planer, hvoraf Newt med flere hver for sig kun kender fragmenter for på den måde at forvirre deres modstander. Hvad består Dumbledores hemmeligheder så i? Det ville bestemt være synd at afsløre det her. Blot kan nævnes, at det handler om familie og kærlighedsliv.
Rejse over flere kontinenter
Handlingen udfolder sig over britisk og amerikansk territorium, inden dramaet skærpes omkring det tyske ministerium for magi i Berlin. Her samler Grindelwand tilhængere under voldsomme omstændigheder, så han drager med selvsikkerhed til den afgørende valghandling i Bhutan, men mon ikke der sker et og andet, der slår selvsikkerheden i stykker?
David Yates har som instruktør både stået for 4 af de 8 Harry Potter-film samt de 2 foregående film om fantastiske skabninger. Og det giver god mening. Han kan med ferm hånd formidle historiens tempo og skiftende stemninger med udtalt sans for detaljer og lune. Og castet er endnu en gang ramt lige i plet. Det spiller selvfølgelig også en rolle, at J. K. Rowling herself har skrevet med på filmmanuskriptet og i øvrigt står som producer.
Johnny Depp eller Mads Mikkelsen som Grindelwand? Nu er jeg dansker, så alene af dén grund er jeg tilbøjelig til at vælge sidstnævnte, men han gør det nu også ganske glimrende og udstråler kølig kynisme som filmens überskurk.
- Titel: Fantastiske skabninger: Dumbledores hemmeligheder
- Original titel: Fantastic Beasts: The Secrets of Dumbledore
- Instruktør: David Yates
- Skuespillere: Eddie Redmayne, Dan Fogler, Callum Turner, Victoria Yeates, Richard Coyle
- Genre: Eventyr, Fantasy
- Spilletid: 2 timer 22 minutter
- Produktionsselskab: Heyday Films, Warner Bros.
- Produktionsår: 2021
- Release-dato: 6. april 2022
- Censur: 11
- Anmeldt af: Carsten Skov
- Distributør: SF Studios
- Billeder: © Warner Bros.
Film: | (5,0 / 6) |
Billede: | (6,0 / 6) |
Lyd: | (5,0 / 6) |