Dune: del 2

3 år efter den første film, udkommer den længeventede efterfølger endeligt og den er mere end ventetiden værd. ”Dune: del 2” følger den episke fortælling direkte fra hvor den slap, og resultatet er en endnu mere storslået oplevelse end den sidste, som man nærmest ikke ønsker en ende på trods dens næsten 3 timers spillelængde.

Efter tragedien fra sidste del, hvor Paul Atredies’ hjem blev tilintetgjort, og hans far dræbt, er han nu en del af ørkenfolket, fremenerne, sammen med sin mor, for at tage hævn på de sammensvorne ledt af Baron Vladimir Harkonnen. Dette kræver træning, taktik og en overbevisning af ørkenfolket om, at Paul faktisk er den udvalgte, der skal sørge for at den værst tænkelige fremtid i hans drømmesyn ikke bliver til virkelighed.

Instruktør Denis Villeneuve, der tidligere har skabt andre fantastiske film som ”Blade Runner 2049”, ”Prisoners”, ”Arrival” og ”Dune” (2021) vender stærkt tilbage for at fortsætte serien. Filmene er baseret på bogen af samme navn fra 1965 skrevet af Frank Herbert, hvilket ofte er set som den mest indflydelsesrige science fiction bog nogensinde. Den var en tydelig inspirationskilde til blandt andet Star Wars. Bogen er også kendt for at være utrolig besværlig at adaptere, hvilket forklarer hvorfor der tidligere kun fandtes én filmatisering fra 1984 med middelmådige anmeldelser. Villeneuves version fra 2021 tog dermed verden med storm, da man aldrig har troet, at en så akkurat og smuk adaptation kunne laves. Søn af Frank Herbert, Brian Herbert, var endda én af de folk, der roste filmen til skyerne. Serien var dermed i gode hænder, hvilket nu er blevet mere end bekræftet med denne efterfølger.

Villeneuve har altid været en mester i at lade det visuelle tale for sig selv, og på en måde kan man sige, at det visuelle bliver sin egen karakter. Det uendelige ørkenlandskab i denne film er fantastisk betagende, og kreativiteten blomstrer i de utroligt kreative designs lige fra våben til køretøjer. Trods den tragisk golde planet og den konstante trussel om krig og ødelæggelser, får filmen alle lokationerne til at føles så virkelige, og man ønsker bare at beundre dem, hvilket Villeneuve lader os gøre med sine lange kameraskud. Det er i sandhed et visuelt kunstværk. Det fantastiske, unikke lyddesign, og den rørende musikalske score af Hans Zimmer ryger også lige i hjertet sammen med den aggressive vibration fra højtalerne, der får hele salen til at ryste på den bedst tænkelige måde. At filmen er så blødende smuk størstedelen af tiden, gør dog også, at det er meget tydeligt de få gange at den ikke er i top. Der findes desværre nogle få scener, hvor dens special effekts næsten ligner noget fra et videospil. Det svier i øjnene og river en helt ud af indlevelse, hvilket også var problematikken i sidste film. Det er utrolig ærgerligt, at det hele ikke var finpudset, for filmen er ellers en af de smukkeste i nyere tid.

Der er dog intet at kritisere ved præstationerne. Filmen er fyldt til randen af de mest talentfulde stjerner i Hollywood, og alle giver den hele armen. Timothée Chalamet, der er mest kendt fra ”Call Me By Your Name” og ”Wonka”, har aldrig været en skuespiller jeg har været særligt imponeret over, men i ”Dune: del 2” udviser han sin karrieres bedste præstation, som den unge Paul, der står med tusinde folks liv på sine skuldre. Udviklingen, som denne karakter gennemgår, sker nogle gange lidt for pludseligt, men er stadig utroligt gribende, og med Zendayas karakter Chine ved hans side, har filmen to utroligt stærke hovedpersoner. Filmen forsøger sig til tider med et par lidt for akavede jokes, men den virkelige humor findes i karakteren Stilgar, spillet højst charmende af Javier Bardem, der er overbevist om at Paul er denne messias, som profetien har lovet. På den mere intimiderende side er Austin Bulters groteskudseende karakter, Feyd-Rautha; en sadistisk nevø af Baron Vladimir, der uden tvivl kommer til at være en af de mest omtalte karakterer i filmen. Modsat andre stjernespækkede film, er de mange kendte ansigter alt andet end en distrahering. Alle lever sig fuldstændigt ind i deres karakterer.

Det tog dog lidt tid for filmen helt at fange mig. Med dens indviklede verden, de politiske intriger, og utallige karakterer, som man i sand Dune-stil skulle have tungen lige i munden for at huske, halter filmen lidt i starten med at komme i gang, men da dette var på plads, slap den ikke grebet på mig indtil rulleteksterne viste sig to timer senere. Målløshed var det eneste, der beskrev min reaktion den sidste halve time, og det er ikke en overdrivelse, når filmen overalt beskrives som en episk fortælling. Det vides endnu ikke om en Dune: del 3 bliver lavet, hvilket er ret frustrerende ift. hvordan denne film ender. I øjeblikket er denne duologi en af de bedste i dette årti, men hvis ikke endnu en film udkommer, vil den bare føles en tand uforløst.

Det er også stærkt anbefalet at have den første film frisk i tankerne, når man tager ind og ser efterfølgeren, for ligesom Ringenes Herre-trilogien, holder filmen på ingen måde én i hånden ift. hvad der fandt sted sidste gang, hvilket er helt fantastisk. Begge film er skabt for at kunne ses lige efter hinanden, som én lang episk film, hvis man ønsker. Der findes endda en aktiv debat, om hvorvidt fansene foretrækker den første eller anden, hvilket bare er et vidnesbyrd om, hvor mesterlige disse film er. ”Dune: del 2” er en af de bedste efterfølgere, der nogensinde er skabt, og den skal ses i biografen for den helt rigtige oplevelse. Den er ikke uden sine ærgerlige småfejl, men det er i sandhed en imponerende bedrift af Villeneuve, at filmatisere én af de mest komplicerede romaner så perfekt.