Det forsvundne tegn

Dan Browns romaner har udfoldet sig i 3 biograffilm med Tom Hanks i hovedrollen. Nu kommer så en TV-serieudgave af ”Det forsvundne tegn”, som ligger mellem ”Da Vincy-mysteriet” og ”Inferno” i rækkefølgen af romaner. Spørgsmålet er så bare, om det noget skabelonskårne setup i romanerne får liv og spænding nok til at holde seerne samlet i hjemmebiografen.

Hovedpersonen er igen Robert Langdon. En symbolforsker, der i seriens start holder forelæsning for studerende på Harvard, som synes at kede sig bravt. Langdon ridser op, hvordan symboler er samlingspunkt og afgørende drivkraft og motivationsfaktor for diverse ”alt right”-bevægelsers bestræbelser på at blive betragtet som stuerene. En intressant tese, som bare ikke har meget med hverken bogforlægget eller TV-serien at gøre.

Langdon bliver afbrudt i sin forelæsning og kaldt til en anden forelæsning på Capitol af sin akademiske mentor Peter Solomon. Langdon bliver i stedet mødt af en afhugget hånd med et mylder af tatoveringer – og Solomons ring på én af fingrene. En anonym person ringer til Langdon og fortæller, at han har Solomon i sin varetægt og at Langdons mission nu er at løse en række mysterier, der peger frem mod en portal, der rummer vidtrækkende viden og indsigt. En portal, som efter alt at dømme er placeret i Washington.

Bag den dramatiske intro og den videre fremdrift står en skurk – Mal’akh – som lige mangler nogle få elementer for at opnå adgang til portalen. Nu er så Langdons opgave så dels at løse de gådefulde opgaver, som Mal’akh har trukket ham ud i men også at nå frem til at bringe Solomon i sikkerhed, så der kan sættes en stopper for Mal’akh. Der er fælder og gasudslip, der skal undgås, mystiske gange, lys, der går ud. Kort sagt forventelige ingredienser i plotudviklingen.

Der er på den måde ikke noget i konceptet. Meget snak og mange tableauer, hvor Langdon tilsyneladende kan grave løsningen på de fleste gåder og opgaver frem fra det mest fjerntliggende hjørne af sin hukommelse. Dertil kommer et lag af frimurer-hemmelighedsfuldhed, som Langdon selvfølgelig også formår at trænge igennem, med sporadisk hjælp fra Solomons datter – og Robert tidligere kæreste – Katherine, CIA-agenten Inoue Sato og ikke mindst Capitol-betjenten Nunez. Der er dermed ikke den store spænding i historien – og det var der, som jeg husker det, heller ikke over romanen.

Ashley Zukerman har lidt af den samme evne til at se bekymret ud som Tom Hanks i spillefilmene, men er samlet set ret karakterløs som Langdon. Valorie Curry giver en smule mere ’kant’ til Solomons datter, der ikke går af vejen for at mulige ikke-videnskabelige forklaringer og Eddie Izzard har rollen som Langdons farverige mentor. Beau Knapp giver Ma’lakhs kynisme et glimrende udtryk og Sumalee Montano lægger krop til CIA-agent Sato. Kan man nu stole på hende – eller ej?

”Det forsvundne tegn” ender alt i alt som letfordøjelig og ikke særligt vitaminrig underholdning. Glimrende tidsfordriv til en aften, hvor TV alligevel bare byder genudsendelser.