DAHMER – Monster: Historien om Jeffrey Dahmer

Ryan Murphy Productions, der mest er kendt for at stå bag ”American Horror Story”, ”Ratched”, og ”Glee”, tager nu en utrolig seriøs vending med miniserien DAHMER, der nu er ude på Netflix. Serien dykker dybt ned i seriemorderen Jeffrey Dahmers liv med en kvælende realisme, der især støttes af Evan Peters foruroligende præstation som titelpersonen.

Serien begynder med en 31 årig Dahmer, der leder en uvidende mand ind i sin lejlighed for dernæst at byde ham en mistænkelig drink for at skåle sammen. Halvbedøvet forsøger den skræmte mand at flygte fra Dahmers syge morderleg, hvilket heldigvis lykkes. Dette ville blive seriemorderens sidste mordforsøg, der ledte til hans endelige arrest i 1991. Serien trækker dernæst en tilbage til Dahmers barndom, hvor man overværer, hvordan et monster blev til. Men ikke nok med at serien blot følger Dahmers liv, den udforsker også den effekt, som sagen havde på familierne til ofrenes liv, og endda den daværende politiske debat om racediskrimination grundet politiets manglende forsøg på at tage anklagerne seriøst, når det gjaldt sorte, asiatiske, og homoseksuelle ofre. Dette ville betyde, at Dahmers antal af ofre fik lov til at stige igennem flere år.

Da serien blev annonceret, var jeg faktisk lidt nervøs for, hvordan folkene bag ”American Horror Story” ville håndtere en hel serie dedikeret til en seriemorder fra virkeligheden, da dén serie ofte er blevet beskyldt for at glorificere og humorgøre virkelighedens seriemordere, men allerede efter den første episode blev min nervøsitet for dette taget fra mig og i stedet udskiftet med ren og skær ubehag.

Evan Peters, som er mest kendt for at være højdepunktet i American Horror Story, hvori han ofte spiller forstyrrede og intimiderende karakterer, leverer her et af sine hidtil bedste præstationer, som den unge seriemorder, Jeffrey Dahmer. Jeg ville ikke være chokeret, hvis denne præstation endda lander ham op til flere priser, fordi Peters fylder hele serien med drabelig ubehag til det punkt, hvor man næsten får brug for en pause efter at have set en episode. Scenerne, der rekreerer mordene, er så tålmodigt trukket ud, at man ender med at føle, at man selv befinder sig i den håbløse situation, som de stakkels ofre gjorde. Man føler sig endda helt beskidt og lettere deprimeret efter at have fuldendt denne tunge serie, og til trods for, hvor svært det ville være, er et eventuelt bingewatch ikke særlig anbefalelsesværdigt. Dette skyldes selvfølgelig også andet end denne præstation.

Som sagt trækker serien tålmodigt rekreationsscenerne ud og er overordnet set hvad man ville kalde en slowburn serie, men dette er alt andet end en kritik. Den dvælende musik komplimenterer også serien ved at skabe en utryg og håbløs stemning, der nogle gange afbrydes af intense, frustrerende og hjerteskærende scener, der vil ramme en ekstra hårdt, når man husker, at dette fandt sted i virkeligheden. Med dens 10 episoder, er serien lige præcis den længde, som den skal være, for at fortælle historien om en forstyrret ung mand, forældre, der må indse, at de har opfostret og muligvis inspireret et monster, daværende politiske emner, der stadig er relevante i dag, og de unge mænd, der på tragisk vis mistede livet.

Serien bliver også kun mere gribende jo længere man kommer. Midt i den fokuseres der særligt på ofrene og deres liv, hvilket er et klart højdepunkt. Episode 6 ved navn ”Silenced” er muligvis seriens stærkeste. Den er instrueret af Paris Barclay, som tidligere har instrueret flere episoder af ”Sons of Anarchy”. ”Silenced” er en utroligt rørende og mesterligt håndteret episode, der drejer sig om ofret Tony, som er født døv. Hvis man ikke allerede var på kanten af tårer tidligere, er dette episoden, der ville gøre det for en. Min frygt for at serien ikke ville kunne håndtere sagen med nok respekt blev for alvor slynget direkte ud ad vinduet og vendte aldrig tilbage herfra.

Jeg vil langtfra sige, at vi havde brug for mere kendskab med denne person, men ”DAHMER” er indtil nu den bedste og mest realistiske rekreation af hans liv og stiller endda det store spørgsmål om, hvad der dog kunne skabe sådan et monster. Serien griber en om halsen og giver ikke slip indtil de sidste rulletekster kører over skærmen, men selv efter dette, bliver den kvælende følelse hos en i flere dage. Serien er mesterligt instrueret, behandler sagen og de mange ofre med suveræn respekt, og inkluderer en masse samfundsmæssige debatemner, der sagtens kan perspektiveres til i dag, men med dens mængde af realisme og nådesløst ubehagelige scener, er ”DAHMER” ikke en serie man bare ser uden af have lidt hård hud.