Beau is Afraid

Ari Aster er vendt tilbage med endnu en film efter sine to skræmmende og stærkt provokerende auteur-gyserfilm, ”Hereditary” og ”Midsommar”. Denne gang føles det dog anderledes – humor og grænsen mellem det sjove og det grove bliver udforsket mens seeren bliver sat i et dilemma – skal man grine eller være bange. Her er der tale om “Beau is Afraid”.

Filmen er en fortælling om Beau, der skal på en farlig rejse for at nå hjem til sin yderst kontrollerende mor. På sin rejse oplever han en håndfuld af udfordringer, som på hver deres forskruede måde påvirker Beau, så han bliver mere og mere ængstelig. Det er en stærkt underholdende og hypnotiserende odyssé, der skaber en sanselig oplevelse med dens præcise filmiske virkemidler, ubehagelige lyddesign og skæve karakterer. Følelsen af at sidde i biografen og være i trance er forunderlig, og det er ikke tit, at en film på denne måde kan skabe en så ubehagelig og samtidig sjov stemning i biografsalen. Jeg grinte ofte, selvom det, der skete på skærmen, var dybt traumatisk – hvorfor ved jeg ikke helt præcis – men Ari Asters sorte humor blandet med Joaquin Phoenix’ overdrevne skuespil virker.

Skuespillerpræstationerne er næsten fejlfrie – både når det gælder ældre og unge versioner af karaktererne. Joaquin Phoenix som Beau fungerer som forventet, da Phoenix er født til at spille roller der indebærer at han enten er sindssyg eller har mor-komplekser og far-komplekser. Han bærer det meste af filmen. Beaus mor, spillet af Patti LuPone, skinner også stærkt igennem i en yderst intens og skræmmende skuespilpræstation, der kommer til udtryk i det dynamiske og tærende forhold til Beau. Derudover er Nathan Lane, som den karikerede og sære amerikanske grill-far, også ekstremt underholdende, hver gang han er med i en scene, mens hans datter, spillet af den unge Kylie Rogers, kontrastfyldt optræder som en mere psykotisk og tragisk mini-antagonist. 

En genreblanding af en film der påvirker fra top til tå – det er der ingen tvivl om. Men alligevel har filmen enkelte områder, hvor den halter. Filmen er 3 timer lang, hvor den måske kunne have været mere tilgængelig, hvis den havde været 2-2 ½-time lang. Første akt er rimelig fast-paced, mens anden og tredje akt føles mere tilbagetrukne for netop at give plads til de emotionelle scener, der til tider kan føles en smule langtrukne. Herunder finder man en 20 minutter lang tragisk og fængende teater-sekvens, der stilmæssigt adskiller sig fra resten af filmen. Om det kunne have været udeladt, har jeg tænkt lidt over, men Ari Aster har nævnt, at sekvensen er nødvendig for at kunne forstå Beaus udvikling hen over filmen. Man kan dermed mærke at Aster har fået stor kunstnerisk frihed, og det kan diskuteres om det er på grænsen til at være for meget, hvilket i sig selv både kan være en bedrift eller en hæmsko alt efter om man bliver fanget af filmens noget udfordrende komposition. For mig var det fantastisk og spændende at se, hvor langt filmen ville gå. 

“Beau is Afraid” er derfor ikke for alle, da selve plottet til tider kan føles lidt endimensionelt på grund af det store fokus på Beaus angstfølelse. Men hvis man kan relatere til fortællingen, og hvis man bare lader sig forføre af filmen og ikke tænker over, om det giver mening, så vil filmen alligevel efterlade et vedhængende indtryk. For det er en film der både giver mening og ikke giver mening på samme tid. Så hvis man har set film lavet af David Lynch eller Charlie Kaufman, og kan lide den distinkte “tomme” følelse, de efterlader én med –  så kan “Beau Is Afraid” klart anbefales. Man sover på den overvældende forvirring, gumler på den, og så får man måske noget ud af det et par dage efter – eller ikke.