Barbie

Den længeventede Barbiefilm er endeligt landet i biograferne og skuffer på ingen måde. Et rent sanseorgie fyldt med strålende farver, gakkede scener, charmerende børnelogik, et surrealistisk plot, og fantastiske præstationer fra skuespillere, der virker til at have en ren fest på sættet. Alt dette er suverænt blandet sammen med alvorlige emner, så som patriarkatet og sexisme, hvilket gennem dets metatilgang gør Barbiefilmen til et af årets mest imponerende feministiske værker.

Barbie lever i det helt igennem perfekte Barbieland befolket af andre Barbier, Ken’er og Allan’er. Hver dag er en fest, men under en bestemt aften falder Barbie i en eksistentiel krise med tanker om døden. Hun begynder at opleve uperfektheder og ukontrollerbare følelser, og for at rette dette op, rejser hun ud til den virkelige verden sammen med Ken, for at hjælpe og inspirere den person, der leger med hende. Men dette bliver svært, da den virkelige verden ikke er så idyllisk og fredelig, som Barbie havde håbet. Dette glæder dog Ken, da det viser sig, at det modsat Barbieland er mændene, der hersker over kvinderne.

Instruktør og skuespiller Greta Gerwig, der tidligere stod bag de skønne film ”Lady Bird” og ”Little Women” (2019), fortsætter med at imponere med Barbie, hvis manuskript hun skabte sammen med sin mand, Noah Baumbach, der også skrev og instruerede ”Marriage Story” og ”White Noise”. En fantastisk kunstnerduo, som resulterede i denne æstetisk blændende film med et fantastisk kreativt plot.

Det er tydeligt at mærke, hvor passioneret hele filmholdet har været for Barbie-mærket. Helt fra instruktionen af karakterens stive bevægelser og deres autentiske tøj, designet ud fra virkelighedens dukker gennem historien, til det overvældende imponerende Barbieland, der hovedsageligt er skabt uden brug af cgi. Her blev der endda anvendt så meget pink farve på sættet, at det ledte til en global mangel. Selv har jeg ikke den store nostalgifaktor forbundet med Barbie, men jeg gik ud af biografen med en dyb respekt og følelse af, at jeg nu var blevet en udlært ekspert. Det er ikke mindre end rørende at opleve en film skabt med så meget kærlighed.

Kærligheden kan også ses i de skønne præstationer – særligt hovedpersonen, Barbie, spillet af Margot Robbie, der mest er kendt for at spille Harley Quinn i ”Suicide Squad”. Udseendemæssigt er hun noget af det tætteste man kommer på en klassisk Barbie, men dette er langtfra hendes eneste kvalitet. Skiftet fra den meget endimensionelle dukkepræstation og overgangen til en tredimensionel livskriseramt kvinde er direkte rørende. Ryan Gosling, der spiller Ken, er bare vildt charmerende, som den elskværdige, men ikke så intelligente dukke, der for første gang oplever, hvordan det er at få respekt og magt i den virkelige verden.

Det eneste svage led er Ariana Greenblatt, der spiller en pige fra virkelighedens verden ved navn Sasha. Med hendes ret kedelige og utroværdige præstation, skiller hun tydeligt ud fra resten af de passionerede skuespillere. Det hjælper heller ikke, at hendes karakter i sidste ende føltes ret overflødig. De tonsvis af karakterer betyder også, at nogle desværre ikke bliver udnyttet nok eller går lidt i glemmebogen, hvilket i en film, hvor 10+ karakterer hedder Barbie og Ken, og som bevæger sig i et tempo på 120 km/t, kan være svært af undgå.

Humor- og emnemæssigt tager filmen samme vej som Lego filmen med dets metahumor og børnelogik blandet sammen med politiske emner. Med dens utallige jokes og smarte detaljer i hver eneste scene, er det dog ikke alle, der lige lander, hvilket særligt er tilfældet, når filmen destruerer den fjerde væg lidt for halvhjertet, og når den gør brug af referencer, der om små 5-10 år allerede vil være forældede. Ligesom Lego filmen, der mikser dens uskyldige humor med seriøse emner, så som kapitalisme og konsumerisme, så fokuserer Barbie også hovedsageligt på det lige så relevante emne; patriarkatet.

Valget om at tage et mærke, som Barbie, der har været debatteret som at være en progressiv, men også skadelig rollemodel for børn gennem generationer, og så anvende dette som kommentar på rollen for kvinder i samfundet og de direkte og skjulte udfordringer det medfører, er ikke mindre end genialt. At vende kønsrollerne om for kvinder og mænd i Barbieland er en suveræn kommentar mod kønsdiskrimination, der uden tvivl vil og allerede er fløjet over hovedet på mange personer, der ender med at misforstå dens intention.

Filmen føltes dog en tand for rodet til sidst, hvor dens hæsblæsende tempo stopper op, for at opsummere, hvad mange af disse pointer og budskaber kan sige om nutidens patriarkat og fremtidens forsøg på ligestilling, samtidig med at karaktererne får deres passende slutning. At balancere uskyldig børnefantasi og -humor sammen med disse alvorlige kønsbundne emner, er heller ikke en nem opgave, men til trods for at slutningen er lidt over det hele, så har Gerwig gjort et fremragende job med at skabe en charmerende underholdende komedie, som samtidig slår et hårdt slag for både direkte og indirekte kvindeundertrykkende.

Min udkørte hjerne var ved filmens ende fyldt til renden af sansestimuli, forundring og eksistentielle tanker. Der er simpelthen så mange detaljer, referencer, jokes og politiske pointer, som bare kræver et gensyn eller tre for helt at opfange dem, hvilket jeg på ingen måde har noget imod.

Bizart nok er Barbiefilmen et af årets vigtigste film – en film, der både understreger det forfærdeligt hårde ved at være en kvinde, men som også fejrer stoltheden i at være det, samtidig med at den bare er utrolig charmerende og sjov. Det er værd at understrege, at dette på ingen måde er en film, der er hadefuld mod mænd. I stedet er det en film, der går mod patriarkatet, og som blot ønsker, at verden i fremtiden vil være et trygt og ligestillet sted for begge køn.