Bjergkøbing Grand Prix

Bjergbanner

Dukkefilmen Bjergkøbing Grand Prix er instrueret af Ivo Caprino, og er uden tvivl en af Norges største filmbedrifter nogensinde. Det er en film der har begejstret folk gennem mange generationer, og som de fleste sikkert husker fra deres barndom. Filmen er den første norske animationsfilm i fuld spillefilmslængde. Musikken er komponeret af en af Danmarks største komponister Bent Fabricius-Bjerre.

Il Tempo Gigante

500 kilometer oppe nordpå og lidt længere oppe ligger Bjergkøbing. Her bor cykelsmed og opfinder Teodor Fælgen, sammen med sine to medhjælpere Sofus Gundersen, morgenfrisk og fra naturens side fødte optimist, og Ludwig altid søvnig, forsigtig og udpræget pessimist. Dagen går stille og roligt med daglige gøremål, indtil den dag hvor de møder oliesheik Ben Redic Fy Fazan. Sponsoreret af sheiken bygger Teodor racerbilen `Il Tempo Gigante´ så han kan vinde tidens mest eftertragtede racerløb Bjergkøbing Grand Prix, over hans tidligere lærling som stjal grundideen til Teodors motorkonstruktion.

flaaklypa1_003679

Filmen der bringer minderne tilbage

Bjergkøbing Grand Prix er for første gang udkommet i en flot og ny restaureret version på bluray, Den snart fyrre år gamle dukkefilm forstår stadigvæk at henrykke en, og lige med et er man tilbage til barndommen igen – Hvilke minder. Blu-ray versionen er flot optimeret til bedste HD opløsning, dog uden at det går ud over filmens klassiske charme. Man kan kun beundre det store stykke arbejde der er lagt i stopmotion filmen, og alle de detaljer på figurerne, specielt i en tid hvor man ikke havde computer animationer til rådighed.

De danske stemmer er heldigvis de originale, leveret af en stor række af folkekære skuespillere som Ole Monty, Vigga Bro, Benny Hansen, Dick Kaysø, Claus Ryskjær, Gunnar Nu Hansen og Ulf Pilgaard. Fortæller stemmen er Helge Kjærulff-Schmidt, der formår at fortælle historien så fantastisk flot.

17155-1273x713crop0

Et uopslideligt mesterværk

Jeg husker selv første gang jeg så Bjergkøbing Grand Prix, det var en skoleforestilling arrangeret i biografen, og hvilke minder det ikke bringer tilbage, da det var en helt unik oplevelse. Bjergkøbing Grand Prix er et uopslideligt mesterværk, der med sin charme og humor stadigvæk forstår at underholde den dag i dag. Faktisk syntes jeg at alle børn burde se denne film, da den på mange måder overgår de fleste nyere animationsfilm som man ser i dag. Bjergkøbing Grand Prix får en til at glemme alt om 3D, den er så meget mere end det.

Film:5 out of 6 stars (5,0 / 6)
Billed:5 out of 6 stars (5,0 / 6)
Lyd:6 out of 6 stars (6,0 / 6)

Bjergkøbing Grand Prix (1975) on IMDb

Anmeldt af Mark Hougaard.