Alien: Romulus

”Alien: Romulus” er en blandet godtepose, der byder på intens action, imponerende effekter, og måske lidt for meget fanservice. Dertil et fjerde akt, der enten vil blæse fans bagover eller få dem til at rulle med øjnene.

Imellem hændelserne fra ”Alien” og ”Aliens” følger man den forældreløse Rain og hendes syntetiske bror, Andy, på en rumkoloni. De håber på at kunne rejse til planeten Yvaga. Da Rains arbejdskontrakt tvangsforlænges, går hun sammen med en gruppe venner, for at bryde ind i et forladt rumfartøj og stjæle materiale til at kunne rejse til planeten selv. Men fartøjet er ikke helt forladt.

Fede Alvarez, der står bag den nervepirrende ”Don’t Breathe” og det blodfyldte remake ”Evil Dead” (2013), har nu fået til opgave at skabe en ny ”Alien” film, og udseendemæssigt gør han det på imponerende vis. Alvarez fanger den klaustrofobiske 70’er stil fra de originale film i langt de fleste scener, hvilket komplimenteres af de dystre kulisser og skønne praktiske effekter, der bringer de ikoniske facehuggers og xenomorpher til live. Fokusset på at holde sig til praktiske effekter under størstedelen af tiden, gør dog også, at filmens ene cgi-karakter stikker kraftigt ud. Skaberne havde måske lidt for stor tiltro til deres evne i at skabe et menneskeansigt i fuld computergrafik og mange closeups. Men udover denne ene svaghed, er det tydeligt, at skaberne bag denne film holder meget af filmserien, og ønsker at fange følelsen af de originale så tæt som muligt.

Det er dog denne kærlighed til filmserien, der går lidt ud over dens originalitet. ”Romulus” har måske en tand for mange distraherende referencer til de originale film, der svinger sig fra finurlige til tåkrummende. Det er også tydeligt at mærke, at filmen ikke har kunne vente med at få plottet skudt i gang i rumfartøjet, for at nå til de titulære aliens. Ved ankomsten består den næste time dernæst af en række missioner fra a til b, der mest af alt minder om et videospil a la ”Alien: Isolation”. Dette betyder dog ikke, at filmens kvalitet daler. Tværtimod består denne del herfra af nonstop intensitet, der vil få popcornene til at flyve og øjne klistret på skærmen. I den forstand er filmen mere i stil med den mere actionfyldte ”Aliens” end dens forgænger.

Denne tilgang til filmen, som et kærlighedsbrev til filmserien, går dog lidt ud over de nye karakterer. Disse består af en gruppe på 6 unge, som desværre falder lidt i glemmebogen. Der er ikke rigtigt noget ved deres personligheder, der får en til at holde med dem, til trods for, hvor godt hver af disse mindre kendte skuespillere præsterer. Dette er især tilfældet med hovedpersonen, spillet af Cailee Spaeny, der ender med at minde meget om en yngre Ripley. Den eneste der stikker ud, er den syntetiske Andy, spillet af David Jonsson, der er programmeret til at gøre alt for Rain, lige indtil gruppens mission kræver at ændre på Andys system. Jonsson hamstrer alt sympatien fra resten af karaktererne gennem en stærkt og rørende præstation.

Filmen tager også en pludselig drejning i dens sidste halve time, der introducerer et fjerde akt lige som man troede, at filmen skulle til at ende. Drejningen er så pludselig, at det får filmens 1,5 time før dette til at føles som en simpel forfilm, hvilket uden tvivl kommer til at splitte seerne. På papiret burde den sidste akt været et fjollet rod, men for mig var dette et af filmens højdepunkter.

”Alien: Romulus” føles til tider som en storbudgetteret fanfilm, der ikke nødvendigvis behøver at eksistere, men som ender med at være en meget underholdende og intens popcornfilm, samt en hyldest til den klassiske filmserie, der sagtens kan ses af både fans og nytilkommende. Atmosfæren, kulisserne og den store brug af praktiske effekter fanger stemningen fra de originale film imponerende godt, så til trods for nogle lavpunkter, så som de lidt uinteressante karakterer, et svagt manuskript og noget distraherende cgi, så gør de positive sider mere eller mindre op for det.