A Classic Horror Story

Med en så direkte titel som A Classic Horror Story, har den nye italienske Netflix-film allerede skabt store forventninger til at være noget specielt. Det forsøger den så også på og er fint underholdende, velinstrueret og brutal, men ender desværre også med at være lettere skuffende, da den aldrig helt lever op til sit fulde potentiale.

Filmen følger en gravid kvinde ved navn Elisa, som nærmer sig dagen, hvor skal have foretaget en abort, da hun, ifølge sin mor, ikke har råd til at tage sig af et barn. Elisa rejser via autocamper sammen med en gruppe fremmede, hvor de midt om natten kører galt for at undgå liget af en ged på vejen. Gruppen finder sig strandet midt ude i ingenting, da selve landevejen, de tidligere befandt sig på, nu på mystisk vis er forsvundet.

For det første er det værd at bide mærke i, hvor flot filmen er, og hvor fantastisk den er, til at skabe en klam følelse af paranoia, men også ærefrygt. Filmens set-design skaber et effektivt skræmmende miljø midt ude i den tætte skov, og senere hen gør den også brug af smuk og skræmmende kunst og farver. Især lagde jeg mærke til filmens smukke og intimiderende brug af tåge, samt dens etablerende skud af skoven, som skabte en effektiv følelse af håbløshed.

Karaktererne er dog desværre ret svage og ikke meget værd at huske. I starten hinter filmen lidt til, at der vil være mere dybde i deres personlighed senere hen, men det fører nærmest til intet, og de fleste karakterer ender blot med at være papirtynde offerlam. Visse forhold mellem karaktererne opstår også meget pludseligt, og man føler dermed ikke rigtigt noget, når deres liv er i fare. Hovedperson Elisa, starter også ud, som en ret uinteressant karakter, men får dog lidt mere personlighed senere hen, når hun ikke bare står i baggrunden og ser sårbar ud. Elisa er spillet af Matilda Anna Ingrid Lutz, som også spillede hovedpersonen i den brutale spændingsfilm ”Revenge”. Hun påtager sig en lignende rolle her, hvor hun også yder en solid præstation.

Filmens første 20 minutter er, ligesom titel fortæller, hvad man kan forvente af en klassisk gyserhistorie: Gruppen er strandet, har ingen forbindelse til at tilkalde hjælp, og langsomt finder personerne ud af, at de ikke er alene. Her minder filmen især om ”Wrong Turn”-filmene og den originale ”The Texas Chainsaw Massacre”. Senere hen slår det også én, hvor meget filmen henter inspiration fra gyserinstruktør Ari Aster (kendt fra den fantastiske Hereditary og Midsommar), både i forhold til udseendet og kameraarbejdet, men også den paranoiaskabende musik fyldt med strengeinstrumenter.

Fra gør filmen nu ikke meget brug af disse åbenlyse referencer, andet end, at en karakter direkte påpeger, at deres situation er ”en klassisk gyserhistorie”, men tæt på filmens slutning, giver det hele pludseligt mening. Filmen tager en lille drejning hen mod sidste tredje del, som faktisk er ret overraskende og som leder op til et tankevækkende og underholdende klimaks.

Jeg måtte så skuffende erkende, at filmen efterfølgende ender meget antiklimaktisk, hvor twistets potentiale og de mange spørgsmål, det skabte, bare efterlades. Filmen prøver også lidt at fiske efter bonuspoint ved at være lettere meta, men jeg følte ikke at denne tilgang gjorde noget for at fremme filmoplevelsen, andet end at have en lidt sjov scene midt i rulleteksterne.

A Classic Horror Story er en fint underholdende og foruroligende lille gyserfilm med et opfindsomt twist og en fed atmosfære, men jeg tror kun at den ville være værd at gense én gang, og det er bare for at se efter sporerne, der leder op til twistet. Filmen er værd at tage et kig på, men bliver nok aldrig selv en klassiker.