Juror #2

I filmsammenhæng kan retssalsdramaer være en tør og skabelonskåret affære. Plottet kan appellere til sympati for den anklagede eller ofrene – eller spændingsmomentet kan ligge i ’kampen’ mellem anklager og forsvarer. 94-årige Clint Eastwood formår med ”Juror #2” på en traditionel bund at føje en afgørende twist til genren og at rejse store moralske problemstillinger.

Justin Kemp er en følsom ung mand, der ser frem at stifte hjem og familie sammen med sin gravide kæreste Alison. De bærer begge på sorgen over en tidligere graviditet, der ikke gik godt. og en aften søger Justin ind på et værtshus, hvor han trods en overbevisning om at være tørlagt gennem sin AA-relation bestiller en drink.

Blandt værtshusets gæster udvikler der sig et højlydt skænderi mellem en anden gæst og dennes ledsager. Sidstnævnte går fra stedet og begiver sig ud i silende regnvejr. Justin rører ikke sin drink og starter i stedet bilen for at køre hjem. Undervejs hører han et bump, da han kører ind i ét eller andet, sandsynligvis et dyr, tænker han.

Justin bliver nu tilfældigvis indkaldt som nævning i den drabssag, der er rejst mod James Sythe, kæresten til Kendall Carter, den kvinde, der begav sig ud i regnvejret. Det viser sig, at Kendall var blevet påkørt og i den forbindelse kastet ud over rækværket på en bro. Alt – eller skulle man måske sige alle umiddelbare omstændigheder – tyder på, at James Sythe er fulgt efter kæresten og bevidst har påkørt Kendall. Det går snart op for Justin, at det faktisk er ham, der har påkørt kvinden og dermed er den person, der reelt burde stå anklager. En lille detalje: Kendall bliver spillet af Clint Eastwoods datter.

Herfra bliver historien rigtigt spændende. Justin står med en viden, en skyld – og hvad skal han gøre med den og hvad betyder det for ham selv? Justin gør, hvad han kan for at navigere uden om den klare stillingtagen i forhold til de øvrige nævninge, om end han forsøger at pege på omstændigheder, som peger i retning af James Sythes uskyld. Justin søger juridisk rådgivning hos sin AA-sponsor, spillet af Kiefer Sutherland, hvorfra kommentaren lyder kontant: “You’re screwed!”

Dommeren i sagen læner sig ikke overraskende i retning af den udlægning af skyld, som anklageren, der ironisk hedder Faith, køligt spillet af Toni Collette, fremlægger. Hun har uden for retssalen blikket rettet at blive valgt som district attorney, så dommen i sagen kan blive ’en appelsin i hendes turban’. Blandt nævningene finder man dem, der stemmer “Skyldig!”, enten fordi de bare vil have nævninge-tjansen hurtigt overstået, fordi de for nemheds skyld læner sig op ad det flertal, der tegner sig. Endelig finder man J. K. Simmons i rollen som pensioneret betjent, der begynder at stikke snuden i den mangelfulde efterforskning af sagen.

“Juror #2” bringer ikke opsigtsvækkende nyt til torvs. Filmen er blot – og det er bestemt fint – et fornemt stykke håndværk, som sagtens kan stå som svanesang for Clint Eastwoods omfattende karriere som instruktør.