Lee

Der er vist ingen tvivl om, at krigsfotografer må være gjort af et særligt stof. Dramatiske begivenheder og uhyrligheder udsætter den mentale sammenhængskraft for voldsomme angreb. ”Lee” er et traditionelt præsenteret men bestemt også spændende karakterstudium af den kvindelige krigsfotograf Lee Miller.

Lee Miller lever et ubekymret og relativt velstående liv. Hun designer kjoler og optræder som model. Alderen begynder dog så småt at ligge i vejen for denne karriere. Så Lee gør sig tanker om, hvordan hun kan foretage sig noget betydningsfuldt, noget, der giver mening. Valget falder på at bliver korrespondent og fotograf for Vogue, omtrent samtidig med udbruddet af 2. verdenskrig. Et valg, der ligger i forlængelse af, hvad hun selv giver udtryk for at være god til: drikke, have sex og tage billeder.

Det er imidlertid ikke helt nemt at være kvinde i den valgte branche. Der er oplysninger hun ikke få adgang til og briefinger, som hun bliver forment adgang til. Lees ihærdighed sørger dog for at hun trænger igennem og opnår en høj grad af respekt. Lee er således blandt de første til at rapportere om Holocausts uhyrligheder og de horrible forhold, der er gældende i Tyskland i den sidste afgørende fase de allieredes fremmarch mod Berlin.

Interessant, at Lees britiske kontakter finder, at hendes reportager er for stærke sager, men hun har større helt med at få dem publiceret i USA. Lee har dog en chef, Audrey Withers, spillet af Andrea Riseborough, der gør sit til at yde Lees arbejde retfærdighed.

Lee og hendes nære ven, David Sherman, når frem Hitlers lejlighed i Prinregentenplatz 16 i München. Hitler har kort forinden begået selvmord og nu får Lee den specielle ide at tage bad i lejlighedens badekar. David sørger for at forevige hændelsen for eftertiden og den er da også gengivet loyalt i filmen.

Filmfotografen Ellen Kuras debuterer som spillefilmsinstruktør med ”Lee”. Det er et pænt og ordentligt stykke håndværk, der sætter en i sin samtid ganske opsigtsvækkende og stærk kvindeskikkelse i billeder. Man kan måske indvende, at der ikke bliver sat tilstrækkeligt fokus på Lees baggrund og relationer til de kunstneriske miljøer og personligheder omkring hende, heriblandt Pablo Picasso og Jean Cocteau. Man får dog en fornemmelse af, hvordan Lees oplevelser som krigskorrespondent og -fotograf påvirker hendes følelses- og kærlighedsliv.

Filmens helt store attraktion er Kate Winslet i titelrollen. Hun formår på stærkt overbevisende vis at ’tegne’ personen, kunstneren og korrespondenten Lee Miller. En karakter, der synes at have bragt betydelige personlige ofre, hvilket der redegjort for i filmens slutscener. Det samlede indtryk er som nævnt pænt og ordentligt. Måske lidt FOR pænt …