En ny Stephen King filmatisering er tilgængelig på Max lige i rette tid til Halloween. Men hvis man ønsker sig et godt, atmosfærisk gys til højtiden, så skal man lede et andet sted, for ”Salem’s Lot” er et utroligt intetsigende og forvirrende rod af en vampyrgyser.
En forfatter ved navn Ben Mears vender tilbage til sit barndomshjem, Jerusalem’s Lot, for at finde inspiration til sin næste bog, men på samme tidspunkt har byen også fået besøg af en ældgammel vampyr, som begynder at sprede rædsel for alle indbyggerne.
Stephen Kings filmatiseringer sælger forsat som varmt brød, og det er desværre et faktum, der går ud over kvaliteten i dette tilfælde. ”Salem’s Lot” er en utrolig rodet oplevelse, der kører med 120 i timen, men alligevel får man ikke meget ud af oplevelsen andet end nem underholdning, der hurtigt går i glemmebogen. Meget af filmen skriger om, at Kings navn alene vil sælge, og derfor behøver man ikke at gøre sig umage med at skabe en solid film.
Udseendet af filmen er utroligt rent og lyst, hvilket er meget rart i starten af filmen, men når det så fortsætter senere, hvor vampyrerne begynder at slå til, og det er meningen at uhyggen skal begynde, så står det fuldstændigt i vejen for en passende atmosfære. Der fandtes intet tidspunkt, hvor man havde lyst til at skjule sig fra rædslerne, da filmen aldrig virker til at ville forsøge at være uhyggelig. Designet af hovedvampyren ser dog meget fint og gyseligt ud – dog en meget simpel kopi af ”The Nun” fra gyserfilmen af sammen savn, som instruktøren også skrev og producerede. Og sammenlignet med den første filmatisering af ”Salem’s Lot” fra 1979, så er det en klar nedgradering – særligt fordi den er så lidt med i filmen.
Men det værste aspekt er dog klart skuespillet. Absolut ingen af skuespillerne virker til at være mentalt til stede i filmen. Hovedpersonen, spillet af Lewis Pullman, har et permanent, træt pokeransigt igennem hele filmen, og der er tider, hvor man helt glemmer, at hans karakter eksister, fordi han gør så lidt indtryk. Ingen af børneskuespillerne er et hak bedre og virker blot som livløse karikaturer af skolebørn, hvilket hinter lidt til at instruktionen er ikke-eksisterende. Det er decideret smertefuldt at se på børneskuespilleren, Jordan Preston Carter, der får alt for stor en rolle senere i filmen, som han bare ikke kan bære. Lige meget hvor mange dråber vand de placerede under skuespillerens øjne, kunne man ikke overbevise seerne om, at han udviste følelser.
Den eneste person, der stikker lidt ud, er Pilou Asbæk, som undersåtten, Richard Straker, men ikke på den positive måde. Asbæks præstation er så overdrevent fjollet, at al uhyggen forsvinder fra filmen ligesom vampyrerne forsvinder fra dagslyset. Generelt er filmen i komplet identitetskrise, hvor den ønsker at være en skræmmende vampyrfilm, men samtidig vil den også blande lidt humor ind i det. Det ender dog med at være så malplaceret, at man ofte er i tvivl om, hvornår filmen er frivilligt eller ufrivilligt komisk, og dermed ender dens forsøg blot med at være utroligt akavede.
”Salem’s Lot” kan desværre smides i bunken af fejlslagne Stephen King-filmatiseringer. Ingen form for passion kan findes her, og ens følelser igennem filmen var blot lige så intetsigende, som skuespillernes præstation. Der er nogle få, underholdende actionscener af finde, og hvis man blot vil grine lidt af en fejlslagen film, så er den ikke det værste, men udover det, så er ”Salem’s Lot” en klar skuffelse og en dårlig start på oktober.
- Titel: Salem’s Lot.
- Original titel: Salem’s Lot.
- Instruktør: Gary Dauberman.
- Skuespillere: Lewis Pullman, Makenzie Leigh, Pilou Asbæk, Jordan Preston Carter, Nicholas Crovetti.
- Genre: Gyser.
- Spilletid: 1 time 54 minutter.
- Produktionsselskab: New Line Cinema, Atomic Monster, Vertigo Entertainment.
- Produktionsår: 2019.
- Release-dato: 3. oktober 2024.
- Censur: 15.
- Anmeldt af: Maja Lund Kristensen.
- Findes på: Max.
- Billeder: © Warner Bros.
Film: (2,0 / 6) Billede: (3,0 / 6) Lyd: (3,0 / 6)