Føreren og forføreren

Der er ingen ende på de vinkler og perspektiver, der er anvendt til at beskrive eller fremstille lederne i nazi-Tyskland på film. Uanset, om formen er fiktiv eller dokumentarisk, kan man stå tilbage med store ikke-besvarede spørgsmål: Hvordan kan mennesker i et oplyst og veluddannet samfund bevidst eller ubevidst lade sig rive med af ondskaben, i værste fald som den hovedarkitekter?

Joachim Langs film ”Føreren og forføreren” bringer ikke meget nyt til torvs. De centrale figurer giver i filmen et noget udvendigt indtryk. Man kan iagttage en Hitler, der er afdæmpet og eftertænksom med diskrete empatiske træk, langt fra den mildt sagt koleriske taler, som man sædvanligvis oplever på film.

Fokus er dog primært på Goebbels. Der er stærke spændinger mellem hovedpersonerne i den nazistiske top. Goebbels satser på at være nummer 2 i hierarkiet, men problemet for ham er bare, at det gør Himmler og Göring også. Desuden ser Hitler bestemt ikke med milde øjne på Goebbels’ udenomsægteskabelige aktiviteter.

Jo mere trængt den tyske krigsmaskine er på slagmarken, jo mere stålsat bliver Goebbels i sin storhedsvanvittige manipulation med ’masserne’. Fake News er en alt for mild vending. I relationerne til nære medarbejdere og ’kampfæller’ og i talerne til ’masserne’ mærker man, hvor indtrængende postulater først og fremmest tager afsæt i den nazistiske propagandamaskines forskruede fantasi. Og selv om hans hustru, Magda, har været rasende over hans sidespring, følger hun sin mand til det sidste og tager i nøgtern erkendelse af, at der kun er én udvej, først livet af deres 6 børn før dem selv.

Som allerede nævnt er der ikke meget nyt at hente. Ud over nogle få ikke tidligere offentliggjorte fotos og filmstumper er der tale om kendt stof. Med blandingen af fiktion og samtidens materiale er der mest af alt blot tale om en sandsynliggørelse af livet og begivenhederne bag regimets officielle facade. Det gælder blandt andet omkring Stauffenbergs attentat på Hitler og Goebbels’ tale i Sportpalast om den totale krig.

Østrigske Robert Stadlober har ikke meget fysisk lighed med Goebbels, men lykkes dog med at vise det snigende vanvid frem mod enden. Franziska Weisz giver rollen som Magda fylde, som en kvinde, der må gøre sit bedste for at bevare et køligt overblik over for det kaos, der omgiver hende og hendes familie. Det stærkeste indtryk kommer dog fra den jødiske kvinde, der som overlevende fra KZ-lejrene i filmens sidste sekunder advarer om, at fortidens grusomheder kan gentage sig, alene på grund af fortilfældet.

Joachim A. Lang har med ”Føreren og forføreren” leveret en pæn og ordentlig film ud fra det i øvrigt grufulde historiske forlæg. Næsten FOR pænt og ordentligt.