One Life

Man skulle tro, at det snart må være slut med historier om og fra 2. verdenskrig. Der er dog omstændigheder i nutiden, som kalder på, at hengemte historier bliver vakt til live igen eller at der bliver føjet nye personer og begivenheder til. ”One Life” er en sådan historie.

Ved filmens start, lever Nicky – Nicholas Winton – halvtreds år efter krigens afslutning et stille liv som pensionist sammen med sin danske kone Grete. Han har lagt karrieren som børsmægler bag sig og har i stedet engageret sig i forskellige former for velgørende arbejde. Det ligger tydeligt Nicky på sinde at hjælpe andre, for han bærer på en dyb hemmelighed.

Under oprydning på loftet dukker en kasse op med billeder og notater om børn, som Nicky har været med til at redde ud af Tjekkoslovakiet. Skyldfølelsen for ikke at have reddet flere har hvilet tungt på Nicky, så nu øjner Nicky og hans kone en mulighed for, at børnenes historie kan bringe en smule forløsning med sig. I første omgang bliver historien afvist af den lokale annonce-avis. Redaktøren mente ikke, at historien havde en tilstrækkelig lokal vinkel. Da Nicky får kontakt til avismanden Robert Maxwells kone, Betty, sker der til gengæld noget. Betty ser et stort potentiale i historien og låner billeder og notater for at gå videre med materialet.

Nicky bliver inviteret ind som gæst i et ellers ret letbenet underholdningsprogram. Han er ikke klar over, hvad der skal foregå, og han bliver bedt om at sætte sig på en bestemt plads blandt publikum. Programmets vært indleder med at berette om Nickys fotos og dokumenter. Derefter beretter hun om en pige, der var omtalt i Nickys materiale. Det viser sig, at hun er til stede som voksen og sidder lige ved siden af Nicky. En yderst rørende scene, der bliver fulgt op ugen efter, hvor Nickys historie fortsat er på programmet. Og publikum består denne aften udelukkende af personer, der har Nicky at takke for, at de overhovedet er i live.

”One Life” er en stærkt følelsesbetonet film. Nok er bagtæppet for handlingen Nazi-Tysklands besættelse af Sudeterland, som var en del af Tjekkoslovakiet, men det er ikke krigshandlingerne, der er fokus på. I første omgang rejser Nicky til Prag for at hjælpe de familier, primært jødiske, der er flygtet fra de tysk besatte områder. Da Nicky med sine egne øjne ser de kummerlige forhold, som de flygtede børn lever under, sætter han alt på ét bræt for at redde børnene ud af Tjekkoslovakiet, der lider under truslen om yderligere tysk besættelse.

Filmen beretter om, hvor svært det var at slå hul på det britiske bureaukrati. Der var ikke ’rum’ til at støtte børnene. Tjekkoslovakiet var jo ikke i krig – endnu. Det lykkes dog med ihærdig indsats, ikke mindst fra Nickys mor og hans gode venner Trevor Chadwick og Doreen Warriner, at sikre 8 tog-transporter ud af Prag og efterfølgende plejefamilier i England, når børnene var nået i sikkerhed.

”One Life” er med andre ord baseret på virkelige begivenheder. Et prædikat, som er grundigt underbygget af det tætte samarbejde med Nickys datter, Barbara Winton, som har været involveret i udvikling af manuskript og karakterer. Det var desuden hende, der pegede på – efter at have læst det første udkast til manuskript – at rollen som Nicky var som skabt til Anthony Hopkins. Desuden bestod publikum på den anden aften af det omtalte TV-show af efterkommere af de 669 børn, som blev reddet ud. De var rejst langvejs fra til optagelserne og har på den måde bidraget til en ganske særlig autencitet.

Castet omfatter Hopkins som Nicky, Helena Bonham Carter som Nickys mor, svenske Lena Olin som Grete – og Johnny Flynn som den unge Nicky. Alle har i den grad ’taget rollen på’. Yderst troværdigt. Dertil kommer, at instruktøren James Hawes har formået at skabe en ganske lavmælt stemning, der i tilbageblikkene samtidig udtrykker den spænding og angst, som alle, der var involveret i redningsmissionen, levede med.

Hvad skal man med en film som ”One Life” i 2024? Den viser helt basalt, at ud af det ordinære og almindelige vokser det ekstraordinære. Når man som menneske bliver presset på sine inderste kerneværdier, bliver afstanden til at gribe til handling mindre.

Nicky selv oplevede at skabe de varmeste og kærligste forbindelse til hundredevis af børn – der blev kaldt ”Nickys Children” – og efterkommere. Og filmen er baseret på bogen ”If it’s not impossible … The Life of Sir Nicholas Winton”, der blev udgivet ved Nickys 105 års fødselsdag. Resultatet er blevet en smuk, følsom og nutidsrelevant film.