Når JDFF åbner dørene op til den første japanske filmfestival i Nicolai Biograf i Kolding, bliver det med stjerner fra Japan og en verdenspremiere på Eihi Shiina’s instruktørdebut
Hvad der startede som en kæmpe passion for japansk film for folkene bag JDKF (Japansk Dansk Kultur Forening) er nu blevet til en japansk filmfestival over to dage på dansk jord. En festival som har et stærkt program klar til deres publikum, der omfatter både komedier, drama og gys. Men vigtigst er, at festivalen får fint besøg fra Japan i skikkelse af den verdensberømte skuespillerinde Eihi Shiina, kendt blandt andet fra gyserklassikeren Audition af kultinstruktøren Takashi Miike fra 1999. Eihi Shiina vil eksklusivt besøge Kolding for at præsentere hendes egen debut som instruktør, kunstkortfilmen “Eihi Shiina Visualbum” hvori hun også selv medvirker. Dette vil blive verdenspremiere på hendes film og der vil blive mulighed for at stille spørgsmål til hende efter filmen.
“At kunne vise Eihis film for det danske publikum som de første i verdenen samt at kunne give muligheden for fans at hilse på hende, er en kæmpe drøm der er gået i opfyldelse for mig” udtaler Kenneth Truelsen, formand for JDKF.
Eihi Shiina
Udover premieren er der et tæt program over weekenden, inklusive både helt nye film, aldrig før vist på dansk jord, men også et par kultklassikere. Der vil også være en filmkonkurrence der vil finde sted hvor publikum kan have indflydelse på hvilke film der er med i konkurrencen, der skal løbe med prisen for bedste kortfilm eller bedste spillefilm.
En filmfestival skal jo også handle om talenterne fra Japan, og dermed har festivalen lavet et samarbejde med MirrorLiar, et japansk selskab som har fokus på talentudvikling i den japanske filmindustri. MirrorLiar er grundlagt af nogle af de største stjerner i japansk film. Derfor viser vi talentfilmene fra Mirrorliar ved dette års festival.
Festivalen glæder sig til at give danskerne et kæmpe kick af japansk filmkultur og hylde dem sammen med gæsterne fra Japan.
Festivalen løber af stablen den 25-26 maj i Nicolai Bio i Kolding og billetter kan anskaffes via biografens hjemmeside: https://www.nicolaibio.dk/
Udover det officelle program vil der endvidere være gratis udendørs fremvisninger af film både den 24. og 25. maj om aftenen ved Nicolai Bio, hvor alle nysgerrige er velkomne til at kigge forbi og få en oplevelse.
Find meget gerne yderligere information samt det fulde program for festivalen på https://www.jdff.dk/