Et romantisk drama kan være en vederstyggelig affære med et stærkt standardiseret plot og uengagerede, overspillede skuespillere. Det kan også være en overraskende levende oplevelse, der bliver løftet af skuespillere over middel og nærværende problemstillinger. ”The Idea of You” hører heldigvis hjemme i sidstnævnte kategori.
En single-mor, Solène, tager med sin datter, Izzy, og dennes veninder til musikfestival. Attraktionen er boybandet August Moon, om end Izzy i grunden er ved at finde sig nogle nye idoler. På festivalen forvilder Solène sig ind i en trailer i den tro, at det er en toiletvogn, men det er faktisk den private trailer for Hayes, et af medlemmerne af August Moon. I første omgang udfolder der sig derefter blot en kejtet snak, men en gnist er tændt.
Efterfølgende opsøger Hayes Solène i hendes kunstgalleri i L.A. hvor han stor i slaget ender med at købe alle værkerne i galleriet. Solène forsøger – til dels forgæves – at pejle Hayes ind på at forholde sig seriøst til kunsten, men der fornemmes en åbning, da Solène tager ham med ud på en bekendts arbejde værksted.
Hun går endda skridtet videre og inviterer Hayes hjem på sandwiches, så han kan holde sig ude af de allestedsnærværende papparazzi-fotografer. En sart berøring og et kys – og dog. Solène fortryder denne udvikling, men fascinationen af Hayes holder ved og de ender snart i et mere fast forhold – og åbner derved for føromtalte fotografer og ikke mindst skidtspredning i de sociale medier. Solène er 16 år ældre end Hayes, hvilket falder således mange for brystet, lige som de andre bandmedlemmer i August Moon og deres groupier finder Hayes’ og Solènes relation komisk.
To yderst forskellige verdener har mødtes og de to involverede har åbnet for problemstillinger, som ikke er helt nemme at få løst. De forsøger begge, selv om omverdenen ikke levner dem den fornødne ro. Udover presse og fotografer, er der desuden Izzys far, Daniel, der bilder sig ind, at han kan tillade sig at spille moralens vogter, selv om han selv var sin kone utro og derfor blev skilt.
Det skal ikke afsløres her, hvordan historien kulminerer og slutter. Til gengæld bør det nævnes, at castet og instruktionen hæver ”The Idea of You” et godt stykke over gennemsnittet af hjerte-smerte-sødsuppe. Nicholas Galitzine spiller den charmerende drengerøv af en boyband-verdensstjerne. Reid Scott spiller Daniel. Ella Rubin spiller Izzy, der har overraskende nok gør sit bedste for at acceptere sin mors relation til Hayes. Og så er der rollen som Solène, som er lagt i hænderne på Anne Hathaway. En rolle, som hun forvalter med både indlevelse og overbevisning – og udtrykker fint den tvivl, som sniger sig ind på Solène om hun nu også kan tillade sig have de følelser hun har for Hayes.
”The Idea of You” er ikke Oscar-materiale eller stor kunst i øvrigt. Blot er mixet af plot, cast og fotografering af en sådan karakter, at man føler sig godt underholdt og får en smule tankegods med sig om udfordringerne ved aldersforskel i en romantisk relation. Og så er den musik, der skal illustrere August Moons superstjernestatus faktisk udmærket.
- Titel: The Idea of You
- Original titel: The Idea of You
- Instruktør: Michael Showalter
- Skuespillere: Anne Hathaway, Nicholas Galitzine, Reid Scott, Ella Rubin, Annie Mumolo
- Genre: Drama, Romantik
- Spilletid: 1 time 55 minutter
- Produktionsselskab: Amazon Studios, I’ll Have Another, Somewhere Pictures
- Produktionsår: 2024
- Release-dato: 2. maj 2024
- Censur: 15
- Anmeldt af: Carsten Skov
- Findes på: Amazon Prime
- Billeder: © Amazon Prime
Film: (4,0 / 6) Billede: (4,0 / 6) Lyd: (5,0 / 6)