Hammarskjöld

En film af biografisk tilsnit kan gøre os klogere på en beskrevet person. Man kan oven i købet opleve, at man bliver klogere på den historiske kontekst. Begge egenskaber er til stede i danske Per Flys ”Hammarskjöld” om FNs generalsekretær Dag Hammarskjöld fra 1953 til 1961.

Indledningen ridser op, at Hammarskjöld har opnået flere store succeser og at han er ualmindeligt velanskrevet som leder af FN. Det sker på et tidspunkt, hvor han sætter fokus på kolonialisme i almindelighed og i særdeleshed på forholdene på det afrikanske kontinent.

Hammarskjöld er rank og principfast men bag facaden også et følsomt og troende menneske. Han står fast, både over for den sovjetiske leder, Nikita Kruhrusjtjov og over for det mere eller mindre erklærede imperialistiske sammenrend. Sidstnævnte ser ingen grund til at lave om på tingenes orden. De sorte er jo de hvide langt underlegne.

Denne ydre konflikt stiller Hammarskjöld over for det ene ultimatum efter det andet, ikke mindst pres for at gå af. Det gør han ikke. Tværtimod går han i flere omgang videre ad sin egen valgte vej og sætter militære operationer i værk i Congo. Netop dér har en lokal opstand imod styret i hovedstaden Leopoldville, som Hammarskjöld har relationer til, løsrevet provinsen Katanga, som sætter sig for at sikre de belgiske, britiske og amerikanske imperialisters fortsatte magt over mineindustrien.

Det overordnede spor i filmen er umådeligt spændende i sig selv. Nå ja, måske set bort fra, at filmen er inspireret af virkelige begivenheder, så man kender i store træk slutningen. Hammarskjöld bliver dræbt ved en flyulykke, da han var på vej i til ’forhandlinger’ med lederen i Katanga. Først mere end 50 år senere erklærer en FN-undersøgelse, at der med stor sandsynlighed var et andet fly i ulykken.

Et andet spor er den ensomhed, som præger Hammarskjölds liv. Med Mikael Persbrandt i titelrollen er der en særlig dybde og intensitet i beskrivelsen af hans liv, hans karakter, hans principfasthed og samtidig hans skrøbelighed som følsomt og troende menneske. Forholdet til vennen Peter Levin, som er fint og indfølt spillet af Thure Lindhardt, antyder en ikke-afklaret eller erkendt homoseksualitet. Derudover er der kun få venner omkring ham, en butler – og en abe.

”Hammarskjöld” er filmet og klippet med sans for diskrete virkemidler. På samme måde er castet sammensat med fin fornemmelse for figurernes udtryksmuligheder. Kruhrusjtjovs reaktion på Hammarskjölds afgørende tale i FNs sikkerhedsråd virker måske overdrevet latterlig, men det var efter sigende så’n han var.

I en tid med krig kriser rundt omkring i verden er der måske ikke så meget optimisme at hente i filmen. Til gengæld er der stof til eftertanke om, hvad der foregår bag facaderne i diverse kriser. Det vil ofte være artige sager, der dukker op, som tiden går. Udover det fornemme karakterskuespil får man således store og vigtige spørgsmål at tænke over.