Harry Palmer

En spionthriller behøver ikke at have action-niveau på den anden side af overload. Det kan være mindst lige så vigtigt, at plottet er en fuglerede af handlingstråde, der stille og roligt bliver rettet ud. Eller det kan handle om stemning samt karakter- og miljøbeskrivelser. ”Harry Palmer” er et seriøst bud på en serie, hvor disse omstændigheder går op i en fin og finurlig helhed.

Plottet er baseret på romanen ”The Ipcress File” af Len Deighton, oprindeligt filmatiseret i 1965 med Michael Caine i hovedrollen. Serieformatet giver i dag nye muligheder og udfordringer i at folde historien og karaktererne ud.

Harry Palmer er en britisk soldat, der er har skabt sig en ganske indbringende og temmelig lyssky forretning med at smugle blandt andet whisky hen over grænsen mellem Vest- og Østberlin. Det bliver selvfølgelig opdaget i sidste ende og Harry kan se frem til en rum tid bag tremmer, medmindre han siger ja til en farefyldt mission, der går ud på at vriste en britisk atomforsker ud af de sovjetiske kløer. Men hænger situationen nu også sådan sammen, som han får den beskrevet?

Der er Harrys relation til den russiske mellemmand fra smuglertiden. Der er den amerikanske general, der har et gevaldigt horn i siden på præsident Kennedy efter Svinebugt-affæren, den mislykkede invasion af Cuba, den britiske efterretningschef, Major Dalby, der har – eller har haft – noget kørende med en kvindelig sovjetisk forsker – og så videre. Mange lag – og mange dagsordener.

Serien byder på et fornemt cast, der forstår at spille figurerne med passende temperament og coolness. Joe Cole spiller med kølig udstråling titelfiguren, der fra starten tænker missionen i ’what’s in it for me’, men som så småt tænker i et mere retfærdighedsorienteret perspektiv. Lucy Boynton spiller Harrys kvindelige modpol, Tom Hollander spiller Major Dalby og i rollen som den sovjetiske Col. Gregor Stok finder vi dansk/svenske David Dencik.

Det skal nævnes, at der er kælet for detaljerne i tidsbilledet. Det afspejler verden, som den så ud, også rent teknologisk, i tiden efter Svinebugt-affæren og opførelsen af Berlin-muren. En morsom detalje er den agent, der skal detonere en bilbombe – ved hjælp af et apparat med antenne, der fylder som 3 – 4 liter mælk, længe før en diskret mobiltelefon kunne ha’ gjort det.

”Harry Palmer” er en aldeles vellykket genindspilning, som desværre ikke har fået seertal og presse med sig til en sæson 2. Jeg tænker, at det på den anden er en smule befriende, at historien bliver rundet af i første ombæring – uden risiko for at nærme sig tomgang.