Det er er efterhånden ikke så sjældent koreanske film og serier sniger sig ind i repertoiret på streaming-tjenesterne. På Viaplay har jeg fundet ”Hunt”, som handlingsmæssigt går cirka 40 år tilbage i tiden.
Sydkorea er et militærdiktatur med efterretningstjenester, der gør sig de yderste anstrengelser for at forfølge og afsløre Nordkoreanske agenter – og for at holde oppositionen i skak.
Et spændende stykke asiatisk historie bliver rullet op. Gwangju-demokratibevægelsen, en nordkoreansk pilots afhopning og ikke mindst terrorangrebet på præsident Chun Doo-Whan under et officielt besøg i Rangoon, Thailand, bliver strikket sammen. Ikke som en velfungerende helhed, men som en illustration af datidens livsvilkår og af politiske paranoia.
Cheferne for Indlands- og Udlangs-sektionerne i South Korean Agency for National Security Planning – ANSP – arbejder sammen om at beskytte Chun Doo-Whan under et hektisk besøg i Washington. Deres samarbejde fortsætter, da en nordkoreansk atomfysiker forsøger at opnå asyl sammen med sin kone og datter. Konfliktende ordrer fører til fiasko og til atomfysikerens død. Han når dog at oplyse, at Nordkorea er forberedt på at sætte ind over for en Sydkoreansk militæroperation samme dag. Det synes at stå soleklart, at der er en nordkoreansk muldvarp på spil.
Handlingen er med andre ord indviklet og kan være svær at følge med i. Til gengæld giver stemningen og karakterbeskrivelsen et godt billede af en kultur, der er meget forskellig fra, hvad vi er vant til at se og forholde os til på skærmen. Og det er så absolut forfriskende i sig selv. Filmen er da også vist i Cannes 2022, om end uden for konkurrence.
Nok bærer handlingen virkelige begivenheder med sig, men man kan savne et klarere billede af demokrati-bevægelsen, som stræber Chun Doo-Whan efter livet for at ’sikre retfærdighed’ efter en massakre på uskyldlige civile. På samme måde kunne et klarere billede af konflikten mellem Nord- og Sydkorea bidraget til klarhed. Det kunne have gjort oplevelsen af klimakset, terrorangrebet i Thailand, til en anden en bare endnu et langstrakt skyderi.
Jeg vil dog alligevel anbefale ”Hunt” for den anderledes oplevelse og for glimtet af et stykke historie, der stadig spøger, når Nordkorea fra tid til anden dukker op i nyhedsmedierne.
- Titel: Hunt
- Original titel: Heon-teu
- Instruktør: Lee Jung-jae
- Skuespillere: Lee Jung-jae, Go Yoon-Jung, Jung Woo-sung, Hwang Jung-min, Ju Ji-hoon
- Genre: Action, Drama
- Spilletid: 2 timer 11 minutter
- Produktionsselskab: Artist Studio
- Produktionsår: 2022
- Release-dato: 19. maj 2022
- Censur: –
- Anmeldt af: Carsten Skov
- Findes på: Viaplay
- Billeder: © Viaplay
Film: | (4,0 / 6) |
Billede: | (4,0 / 6) |
Lyd: | (3,0 / 6) |