Golda

Det er en stor udfordring at lave en såkaldt biopic med udgangspunkt i kendte nulevende eller historiske personer. I øjeblikket er der flere af slagsen på vej, hvor Napoleon Bonaparte, Leonard Bernstein og Golda Meir repræsenterer vidt forskellige roller i deres offentlig liv. ”Golda” kunne have fortalt en bredere historie om den kvindelige israelske premierminister, med risiko for at male med en lidt for bred pensel. I stedet er filmen blevet et intenst karakterstudium om Israels første kvindelige premierminister i  dagene op til og under Yom Kippur-krigen mellem Israel og dets naboer i 1973.

Golda Meirs betydning og placering på en tidslinje indleder filmen med glimt fra statens Israels oprettelse i 1948 og 6 dages-krigen i 1967, der cementerede Israels militære potentiale. Dernæst skifter scenen til Agranat-kommissionen, hvor Golda Meir giver møde for at give sin personlige udlægning af den problematiske håndtering af efterretninger om nabolandenes krigsforberedelser over for Israel. Herefter ser filmen tilbage i tiden.

Hun sætter sig roligt og fattet, pakker et askebæger og en pakke smøger ud af sin taske. Et kendemærke for hendes person filmen igennem, at hun er storryger og at der altid skal være en cigaret inden for rækkevidde, uanset hvor hun er og hvem hun er sammen med. Da hun i al hemmelighed bliver bragt til et sygehus for at få tilset en fremskredet lymfekræft, har hun dårligt lagt sig til rette, før hun tænder en smøg. Lægens formaning om, at sort kaffe og rygning bestemt ikke gør hans arbejde lettere, bliver ignoreret.

”Golda” udspiller sig ikke på slagmarken, og kamphandlingerne optræder derfor kun i det politiske og militære hovedkvarters radiokommunikation med og efterretningsrapporter fra fronten, eller rettere fronter, for Israel kæmpede til flere sider. Det er derimod de tætte karakterbeskrivelser af Mossad-chefen Zvi Zamir, hærchefen Dado Elazar, forsvarsminister Moshe Dayan og selvfølgelig Golda Meir som det absolutte centrum/omdrejningspunkt, der driver filmens drama.

Golda Meir gik for at være Israels ’jernlady’, men filmen beskriver andre ’bløde’ lag. Hun gør hyppigt smertende notater om tabene på slagmarken og er samtidig opmærksom på, at en af hendes sekretærer har en søn ved fronten. Hun bemærker, hvordan hendes regeringskabinet og den militære top ikke – som under tidligere mandlige ministerpræsidenter – rejser sig, når hun kommer ind og først sætter sig igen, når hun har sat sig. Hun gør sig den ulejlighed at bage kage til et strategi-møde i sit hjem, hvor det kun er feltkommandør Ariel Sharon, der tager et stykke, da alle andre i øvrigt har forladt stuen. Endelig har Goldas hus-hjælp – en Holocaust-overlever – lavet borsjt, da USA’s udenrigsminister Henry Kissinger kommer forbi hjemmet for at drøfte mulighederne for en løsning på krigssituationen.

”Golda” er en tør film med en kun langsomt fremadskridende handling, selv om Yom Kippur-krigen kun strakte sig over 18 dage. Samtidig er der ikke meget humor at komme efter. Det er selvfølgelig ikke så mærkeligt den alvorlige kontekst taget i betragtning. Der er dog glimt af en lune, der også kan komme i spil selv i en alvorlig forhandlingssituation. Henry Kissinger gør sit bedste for at være forbeholden over for Golda Meirs ønsker om våben- og flyhjælp og siger blandt andet: ”Vær opmærksom på, at jeg for det første er amerikaner, for det andet USA’s udenrigsminister og for det tredje jøde”. Hertil svarer Golda Meir med tør lune: ”Og du skal være opmærksom på, at vi læser fra højre mod venstre”.

Dermed er jeg nået frem til filmens helt store attraktion: Helen Mirren i titelrollen. Et eminent karakterstudium, hvor hun ikke bare spiller, hvad der står i manuskriptet, men i høj grad tager sin rollepersons karakteristika på sig, i ord og gestik. Det kan man ikke mindst konstatere, hvor nyhedsreportager fra 1973 i glimt bliver lagt ind over fiktionen. Instruktøren, Guy Nattiv, er kritiseret for ikke at have valgt en jødisk skuespiller til hovedrollen. Når man ser det færdige resultat bliver denne kritik efter min mening gjort til skamme.