Cocaine Bear

Nu hvor Oskarsæsonen officielt er overstået, og alle de rørende, tankevækkende og skelsættende film er lagt bag os, er det tid til at vende opmærksomheden mod en film, der bevidst er det komplet modsatte af alle disse ting. ”Cocaine Bear” er nok (svagt) inspireret af en sand historie, men forvent ingen former for seriøsitet i denne feberdrøm af en film, der til tider kan overgå sin besøgstid en smule, men leverer mere eller mindre præcist hvad den lover.

I 1985 kaster en narkosmugler i alt 30 kg kokain ud af et fly og dør selv grundet et mislykket faldskærmsudspring. Stoffet lander i en skov i Georgia, hvor en sort hunbjørn får snuden i en stor mængde af det. I mellemtiden bliver skoven samlested for en række forskellige individer, heriblandt en mor, der leder efter sit barn, en forelsket skovrider og hendes date, en gruppe ”unge” ballademagere, en pusher og sin sørgende ven, samt en dedikeret politibetjent. Hver har deres egne ærinder, men disse forstyrres brat, når den nu aggressive og uforudsigelige kokainbjørn krydser deres veje med en uudslukkelig tørst efter blod og mere kokain.

Skuespillerinde, Elizabeth Banks, der er mest kendt for sin rolle i ”Hunger Games” og for have instrueret ”Pitch Perfect 2” og den seneste ”Charlie’s Angels” reboot fra 2019, tager her et helt andet sidespor i instruktørstolen med ”Cocaine Bear”. Banks holder stadig fast i humoren, som hovedfokus, men med denne film, tilføjer hun lige en god mængde blod og afrevne lemmer. Det er dog ikke helt, hvad man ville kalde en velinstrueret film. Man kan ikke undgå at blive mindet om film fra Asylum Productions så som ”Sharknado”, når man ser på dens lettere uinspirerede udseende og det ret svage skuespil, samt det ofte tåkrummende manuskript. Filmen er naturligvis ment som dum popcornsunderholdning, men jeg havde alligevel håbet på lidt mere. Den kan dermed ses som ”Sharknado”, men med et større budget, samt et throwback til gamle creature feature gyserfilm fra 90’erne og førhen, så som ”Anaconda”, ”Arachnophobia” og ”Tremors”. Sammenligningen med Asylum Productions behøver heller ikke være en særlig stor kritik, hvis det er hvad man er i humør til. Nu går man selvfølgelig ikke ind i en film, der har en titel, som ”Cocaine Bear”, og forventer et mesterværk.

Hvad der dog separerer den fra Asylum er selve animationen af bjørnen. Den er 100 % skabt af CGI, og selvom man ikke i et sekund bliver snydt til at tro, at den er virkelig, så er den alligevel overraskende velanimeret og gives masser af personlighed i dens ansigtsudtryk og bevægelser. En hyperrealistisk bjørn ville heller ikke passe ind i dette overdrevne, tegnefilmsunivers, så det er værd at rose. Til gengæld er dens praktiske effekter mesterlige, og når filmen valgte at være grafisk under de overdrevne, vilde angrebsscener, skabte det en reaktion af ren væmmelse og chok fra publikummet i salen efterfulgt af en bølge af hjertelig latter.

Men ønsket om ”lidt mere” er desværre også tilfældet i selve bjørnescenerne. Filmen kunne sagtens have gået hele vejen med dens vildskab og sindssyge præmis, men den vælger desværre flere gange at holde sig selv tydeligt tilbage og endda klippe væk for at skåne seerne fra nogle af dødsscenerne, hvilket blot er en komplet mishåndtering af filmen. Til trods for titlen, er der desværre også alt for meget fokus på de alt for mange karakterer, der alle har hver deres plot, og dermed bliver den titulære kokainbjørn skuffende skubbet til side. Det er også med disse karakterer, at den gakkede dialog får for meget skærmtid.

Når filmen kun giver os små mængder af dialogen ad gangen, er den faktisk meget charmerende i dens fjollethed og skabte flere gange højlydt latter. Filmen er også klar over, at den ikke er et mesterværk, men når alle 10+ karakterers samtaler består af 90% lettere billige jokes om popkultur, sex og selvreferencer, samt jokes man har hørt før, så kan tiden, der separerer os fra bjørnen, virke utroligt lang.

Men bjørnen er dog ikke det eneste lyspunkt i filmen. Til trods af at ingen af disse præstationer kommer til at se skyggen af en pris, og trods et par børnepræstationer, der får alt for meget skærmtid, så er der stadig en god mængde charme i nogle af dem. Særligt Margo Martindale, der spiller skovrideren, stjæler næsten filmen med hendes rapkæftede energi og store mod til trods for at stå ansigt til ansigt med en kokainfyldt bjørn. Hun er uden tvivl også personen, der leverer selv de mest tvivlsomme jokes på den stærkeste måde. Ray Liotta, mest kendt som hovedpersonen i gangsterklassikeren, ”Goodfellas”, gik desværre bort sidste år, men leverer sin allersidste præstation i denne film. Hans talent og mere seriøse præstation stikker tydeligvis ud fra filmens lalleglade univers, men det er stadig en fest at se den højt respekterede skuespiller i sådan en film.

Filmens manuskript er ofte fyldt med billige jokes og elendig eksposition, og skuespillet nærmer sig til tider kvaliteten fra en amatør teaterforestilling, men det er filmen uden tvivl også klar over og ønskede sikkert aldrig at gøre det på en anden måde. Hvis man ønsker en hyggelig aften med sine venner i selskab med en bjørn, der går helt amok efter at have ædt kilomængder af kokain, som var det sukker, så er ”Cocaine Bear” den helt rette, og hvis man bringer nogle rammer øl med, kunne det ikke være bedre. Filmen vil sikkert ikke blive kendt, som en moderne monsterfilmsklassiker, da den desværre ikke lader sig selv gå hele vejen med dens sindssyge præmis, men enhver anden af mine kritikpunkter ville blot falde til jorden, for de fleste seere, grundet mit seriøse forsøg på at anmelde en film, der hedder ”Cocaine Bear”.