Getting Away With Murder(s)

Hvis man forsøger at kvantificere en forbrydelse, kan tallene bliver så absurd store, at billedet af forbrydelsen bliver tilsvarende absurd. Det gælder for eksempel mordene under 2. verdenskrig på 11 millioner mænd, kvinder og børn. Først og fremmest jøder men også romaer, sinti, handicappede – og hvem der i øvrigt ikke passede ind i det nazistiske terrorregimes verdensbillede.

Efter krigen blev der ført en række retssager mod topfolk i parti og stat og mod vagtmandskab fra Auschwitz, men der findes opgørelser, som viser, at 99% af ansvarlige og gerningsmænd gik fri uden at blive stillet til ansvar for deres forbrydelser. Den britiske instruktør David Nocholas Wilkinson sætter fokus på denne omstændighed i dokumentarserien ”Getting Away With Murder(s)”.

Det er blevet til en lavmælt gennemgang, som skkuespilleren Julian Glover har lagt stemme til, af, hvordan rækkevidden af de allierede sejrherrers indsats for domfælde nazi-forbryderne i realiteten var ganske kort. Vi kender billederne af Göring, Hess, von Ribbentrop, Keitel med flere fra militærdomstolen i Nürnberg. Wilkinson lader en anklager fra domstolen beskrive omstændighederne omkring domstolens arbejde og sammensætning.

Wilkinson beretter dernæst om, hvorledes opmærksomheden mod at fortsætte opsporingen af forbryderne kølnedes bemærkelsesværdigt hurtigt. Han refererer til en række forskningsinstitutioner, som kan berette, hvordan der tværtimod var udtalte muligheder for at rejse gennem eller gøre ophold i blandt andet Tyskland, England og USA. Ofte under eget, oprindelige navne. Og han har optaget beretningerne på gerningssteder eller ved mindesmærker i en række af de berørte lande.

Wilkinson beretter også om, hvordan spændingerne mellem Vest- og Østtyskland på den ene side var præget af ideologiske modsætninger men på den anden side også af, at Østtyskland med rette kunne udstille et retsvæsen, hvor embedsmændene i opbygningen af Vesttyskland var præget og bemandet af de samme personer, som var nazi-regimets forlængede arm.

Dertil kommer udfordringerne med at tilvejebringe et konkret og juridisk retsgrundlag i de processer, der måtte blive rejst. Wilkinson sætter fokus på, at retspraksis ikke levnede mulighed for for eksempel at dømme de anklagede for forbrydelser mod menneskeheden. I stedet skulle anklagemyndigheden bevise et konkret personligt ansvar for specifikke morde i koncentrationslejrene, under SS-Einsatzkommandoernes indsats i besatte områder. En forudsætning, som det var særdeles vanskeligt at opfylde med hensyn til vidner og konkrete beviser.

De 2 udsendelser er klippet sammen med generalieblade for de forbrydere, som det enten lykkedes at opspore eller som det lykkedes at komme i skjul. Her er der ikke – som i fiktionsserien ”Hunters” tale om fiktive personer. Det er konkrete personer, der kunne kædes sammen med konkrete forbrydelser. På den måde bliver udsendelserne overordnede tema på grusomste vis kædet sammen med personer ved navns nævnelse.

”Getting Away With Murder(s)” er ikke bare vigtig at se. Det er nødvendigt, for at forstå dimensionerne i nazi-forbrydelserne og den manglende opfølgning på – og for at blive klædt bedre på til at forstå nutiden.