The Gray Man

Russo-brødrene, som er mest kendte for “Avengers: Infinity War” og “Endgame”, vender nu tilbage med deres anden Netflix film ved navn “The Gray Man”. Energien og kreativiteten fra Marvel filmene er desværre langt fra til stede i denne action/thriller, og til trods for nogle få stærke actionscener, er dette noget utroligt uinspireret rod.

En 23-årig mand, arresteret for mord, bliver en dag tilbudt en stilling i CIA, som en såkaldt Gray Man – en lejemorder ansat til at myrde kriminelle. 18 år inde i karrieren, opdager den nu anonyme Six, at efterretningstjenesten gemmer på en mørk hemmelighed, som han agter at bringe i lyset. Six’ intentioner bliver dog hurtigt opdaget, og en sociopatisk agent ved navn Lloyd bliver ansat til at finde og myrde ham.

Man føler med mærkelig form for deja-vu, når man hører beskrivelsen af “The Gray Man”, og denne følelse fortsætter desværre hele vejen igennem filmen. Der er nærmest intet original at finde i filmen, som ofte forsøger at være en kedelig blanding af John Wick, James Bond og de talrige Liam Neeson film. Dette gjorde det utroligt nemt, at zone ud selv midt under actionscenerne, og den intetsigende hovedkarakter gjorde det ikke lettere.

Man er knap nok blevet introduceret til Six, inden plottet utålmodigt træder i gang, og hvordan karakteren har udviklet sig igennem de 18 år, vides ikke. Her kunne en stærk præstation løse denne knude, men Ryan Goslings søvndyssende skuespil umuliggjorde det. Det eneste lyspunkt skuespilmæssigt var den fremragende Ana de Armas, som sagtens kunne skabe sig en lovende karriere indenfor flere actionfilm – en, der forhåbentligt giver hende mere at arbejde med end det her.

En skuespiller, der er direkte fejlcastet, er Chris Evans, som Lloyd. Evans er en solid skuespiller, men i en skurkerolle halter han tydeligvis meget. Rollen skal forestille sig at være intimiderende og ”sej”, men det hele falder til jorden og bliver blot komisk. Den ringe dialog hjalp heller ikke. Under hele filmen kunne man nærmest ikke undgå at sammenligne præstationen med hans anden rolle i “Scott Pilgrim vs. The World”, hvori han spiller en intentionelt overdreven action stjerne ved navn Lucas. Faktisk så føltes hele “The Gray Man”, blot som én af Lucas’ ringe film, hvilket i det mindste bragte lidt underholdning til bordet.

Med et budget på 200 millioner dollars ville man også forvente, at The Gray Man i det mindste leverede i noget underholdende action, og dette er til tider tilfældet. Én scene i filmens midte er endda direkte storslåen, og langt størstedelen af koreografien er fremragende, men resten er desværre bare et rod.

Filmen vælger mærkeligt nok at dække mange af actionscenerne med et filter af røg eller en masse distraherende CGI, og sammen med den utroligt hurtige redigering, der endda fik mig til at tjekke, at jeg ikke ved et uheld havde skruet op for tempoet, er det som om at filmen ikke helt stoler på dens action. Selve dens CGI er også skuffende ringe, som om at de ikke havde tid nok til at gennemføre det. Det visuelt mest imponerende findes sørgeligt nok under rulleteksterne, så hvis det ikke var på grund af filmens konstante skiften mellem internationale lokationer, ville jeg sætte spørgsmålstegn til, hvor størstedelen af budgettet overhovedet blev af.

Sammenlignet med filmens budget og talentfulde instruktører, er “The Gray Man” en utroligt skuffende investering, der på ingen måde hjælper på Netflix’ dalende ry. På alle punkter virker det til, at ingen af de medvirkende var motiveret til at lave denne film, og til trods for få underholdende actionscener, er filmen en grim og generisk snorkefest, som jeg stærkt tvivler på, vil blive husket når dette år er ovre.