Baronen i grisestien

At kæmpe for en sag er på mange måder et karaktertræk, der skiller et menneske ud. Måske endda så meget, at et sådan menneske – ofte med udtalt uretfærdighed – bliver betragtet som excentrisk. Et godt eksempel er freelance-journalisten og dyreforkæmperen Peter von Kohl. Han bliver nu portrætteret i dokumentarfilmen ”Baronen i grisestien”.

Ulrik E. E. Gutt-Nielsen har med stor indfølelse tegnet et portræk af den 79-årige dansker, Peter von Kohl, der sobert og varmt præsenterer et mangesidet menneske. Von Kohl taler engageret dyrenes sag, uanset om det foregår på de bonede gulve i EU, blandt kunderne ved en af de snart sjældne pølsevogne – eller direkte i folden hos en større svineavler.

Om det kommer fra en von Kohls baggrund som baron, skal jeg ikke kunne sige. I hvert fald fremstår han som et ordentligt menneske. Hans synspunkter bliver ikke leveret i en sky af voldsomme paroler. Næh, det sker med en rolig og høflig stemme, som om ikke andet får modtagerne af budskabet om dyrevelfærd til at lytte.

”Baronen i grisestien” består af en række korte sekvenser, der viser von Kohl aktiviteter og hans stilfærdige engagement i at få høj som lav i tale, uanset om det høns, elefanter, grise – eller Dalai Lama og Paven. Mødet med sidstnævnte var desværre en stor skuffelse for von Kohl, da paven virkede uinteresseret, nærmest overfladisk. Langt fra de værdier, som von Kohl store forbillede, den hellige Frans af Assissi, repræsenterede. Så fornemmer man en helt andet glæde og tilfredsstillelse, hvor von Kohl uden den mindste smule ubehag ved at få pladder på sko og tøj sætter sig blandt grisene.

Underneden forstår man, at von Kohl er drevet af et skæbnesvangert tidspres, da han er konstateret alvorligt kræftsyg. En omstændighed, som von Kohl imødeser med stor ro og afklaring, når han omhyggeligt vælger kiste af forgængeligt materiale, så krop kan ende med at være til gavn for ormene.

Man sidder tilbage med en varm oplevelse efter filmens godt 40 minutter. Jeg føler mig ikke ligefrem parat til at styrte ud på barrikaderne som vegansk forkæmper. Til gengæld sidder jeg med en smule større forståelse for, at spiser man kød, så skal de dyr, der har ladet livet, have levet et værdigt liv. Så kan man også nå frem til et bedre grundlag for at sige, at man også selv har været – et ordentligt menneske.