KIMI

Det er ganske besnærende at ha’ en elektronisk dims i sin bolig, som kan sættes til at tænde lys, afspille musiknumre og foretage opringninger. Hvad nu, hvis dimsen er baseret på en platform, der gemmer og bruger oplysninger hinsides enhver rimelighed og lovgivning? Steven Soderberghs nyeste film, ”KIMI” sætter en it-medarbejder, der lider af agorafobi – angst for åbne pladser – og social fobi i almindelighed i en følsom situation. Alt sammen med udgangspunkt i platformen og smart-højttaleren KIMI.

Angela Childs er én af mange it-medarbejdere hos firmaet bag KIMI. Hendes arbejde består i – som firmaets øverste direktør, Bradley Hasting brøster sig af – at efterprøve og validere de beskeder og kommandoer, som brugerne giver til KIMI. Et interessant perspektiv i disse GDPR-tider, hvor der er stærkt fokus på fortrolighed og på (mis)brug af personoplysninger.

Udadtil brøster firmaets øverste direktør, Bradley Hasting, sig af, at det ikke bare er en algoritme men rigtige mennesker, der sikrer, at KIMI reagerer forventeligt og så korrekt som muligt. En menneskelig interaktion på anonymiserede beskeder fra alle KIMI-brugerne. Indadtil er der imidlertid tale om en systematisk og slet skjult ophobning af personhenførbare KIMI-meddelelser.

Angela støder i sit arbejde tilfældigt på en datastrøm, der tyder på, at det er lydsporet til en alvorlig forbrydelse. Hun forsøger at råbe sin arbejdsgiver op, men der synes ikke at være interesse i noget som helst andet end at dysse situationen ned – og i øvrigt lukke munden på Angela.

Angelas agorafobi spiller en central rolle, ikke mindst i forhold til corona-hverdag med demonstrationer og mundbind. Hun lader sig dog lokke hen på firmaets hovedkontor, blot for at opdage, at løfterne om tage kontakt til FBI er en lodret løgn. Herfra tager handlingen fart – i et eminent filmet flow.

Zoë Kravitz, datter af musikeren Lenny Kravitz, giver på ganske overbevisende vis rollen som Angela fylde. Nok lider Angela af forskellige fobier, men det overskygges af den retfærdighedssans, der driver hendes til at forlade sin lejligheds tryghed.

Angelas kontakt til og tryghed ved andre mennesker strækker sig til de genboer hun kan iagttage fra sit vindue. En af dem iagttager hende i en kikkert, Kevin, spillet af Devin Ratray, og en anden udveksler hun faktisk sms’er – og et par øjeblikkes nærhed – med. Han spilles af Byron Bowers.

Tilsammen en effektiv og medrivende thriller, der udfolder sig inden for et ganske snævert univers. Imidlertid sker det med skuespillere, en instruktion og en hightech-vinkel, der for få år siden ville have taget sig ud som ren science fiction. I dag kan vi så selv bede vores smart-højttaler om at tænde for vores TV, så vi kan se ”KIMI”. Ganske tankevækkende, faktisk.