The House

I dag støder man desværre ikke ofte på en ny stopmotion-animeret film, grundet det meget tidskrævende arbejde, der lægges i dem, så hver gang der endelig udgives en, er det værd at se nærmere på. The House er en ny antologifilm udgivet af Netflix, men til trods for, at den kategoriseres som komedie/drama, skal man ikke forvente en hyggelig popcornsfilm.

The House byder nemlig på en mareridtsagtig og ret surrealistisk oplevelse igennem tre løst relaterede historier, der alle komplimenteres af noget utroligt imponerende animationskunst.

Disse tre historier finder skiftevis sted i fortiden, hvor man følger en fattig familie, der flytter ind i et mystisk hus, i nutiden, hvor man følger en rotte, som er indretningsudvikler i et skadedyrsramt hus, og til sidst i en nær fremtid, hvor man følger en kat, der desperat forsøger at vedligeholde sit forfaldne hus. Historierne er instrueret af hver deres instruktør, så efter hver episode, introduceres man til en ny vision i forhold til stemning, udseende og budskab, men fælles for alle er det samme hus, og hvordan det påvirker de forskellige karakterer.

Det første og vigtigste, der er værd at nævne i filmen, er selvfølgelig den beundringsværdige stopmotion stofanimation. Til trods for de ret simple karakterdesigns (som ikke skal forstås negativt), så er det imponerende, hvor udtryksfulde og levende animatorerne, Hannah Wright og Cesar Diaz Melendez, som også stod for animationen i filmen Isle of Dogs, får karaktererne til at se ud, samt hvor flydende de bevæger sig. Filmen er værd at se blot for animationen alene, og selv hvis man til tider føler, at en scene slæber sig af sted, så kan man blot beundre scenografien og de mange små, charmerende detaljer.

Animationen er dog ikke det eneste, der giver karaktererne deres realisme. Det samme ros skal gives til stemmeskuespillerne, der alle gør et fantastisk arbejde og virkelig er med til at skabe den rette stemning, især under de lettere ubehagelige, rørende og kaotiske scener. Særligt er det værd at nævne Helena Bonham Carter, blandt andet kendt for sin rolle som Bellatrix i Harry Potter filmene, der her lægger stemme til hovedpersonen i den sidste episode.

Hver historie byder også på en fantastisk atmosfære, der især i episode et, er buldrende. Med fantastisk brug af varme og kolde farver, klaustrofobisk instruktion og et dystert soundtrack, er episode et klart filmens højdepunkt, hvorved man ikke kan undgå at blive lidt skuffet over de to andre, som stadig er meget gode, men ikke helt så effektive og uhyggelige. Men til trods for den stærke atmosfære, så føltes filmen til tider lidt for lang, hvilket især var tilfældet under den anden episode, som har en utrolig mindeværdig slutning, men som bare kæmpede lidt med at retfærdiggøre dens spilletid.

The House er dog en skøn og unik lille film, der til trods for nogle få, langsomme scener, helt klart er værd at se. Hvis man blot er lidt interesseret i stopmotion animation og ikke er bange for at prøve sig frem med noget surrealistisk, så er denne antologi for dig.