The Beatles: Get Back

Lyder en 7 timer og 48 minutter lang og 52 år gammel dokumentarfilm om en kaotisk arbejdsproces i underholdningsbranchen interessant? Måske interessen kan blive vakt, hvis det handler om The Beatles og tilblivelsen af nogle af de sidste sange gruppen indspillede – og om gruppens legendariske koncert på taget af Apple Corps-bygningen i Saville Row?

Peter Jackson har lagt orker, trolde og andet Tolkien-relateret godtfolk på hylden. I stedet har han kastet sig over den minutiøst dokumenterede proces, hvor The Beatles trods tiltagende intern strid og uenighed sætter sig for at skrive sangene til et nyt album fra bunden frem mod den ultimative afslutning på gruppens liv og karriere: en koncert foran et levende publikum.

Jeg må blankt indrømme, at tanken om knap 8 timers dokumentarfilm umiddelbart lød dræbende kedsommeligt. Jeg må dog også indrømme, at nakkehårene rejste sig adskillige gange undervejs over skabelsesprocessen for sange, som jeg er vokset op med. Fra starten, hvor gruppens 4 medlemmer i en hal med umulig akustik forsøger at klimpre sig frem til noget, der ligner sammenhængende melodier og tekster til den afsluttende koncert på taget. Der er ”Two of Us”, ”Maggie Mae”, ”I’ve Got a Feeling” og ikke mindst uimodståeligt medrivende ”Get Back”. Numre, der står monumentalt på en rå og ’nøgen’ måde, som afsluttende ”Let It Be” ikke kommer i nærheden af. Heller ikke i den udgave med strygerarrangement, som Phil Spector senere lagde oven på.

Der er noget rørende og gribende over at se og høre, hvordan den ekstreme idoldyrkelse, som vises i begyndelsen, har sendt gruppen ud i en proces, hvor sammenholdet er gået fløjten, hvor de menneskelige relationer viser 4 kolliderende egoer – men hvor der alligevel er glimt af umådelig storhed, når sangene er nået frem til en form, hvor de kan bære offentlighedens nidkære lys.

Der er Hare Krishna-munken, en ven af George Harrison, der sidder indadvendt i et hjørne. Der er Yoko One, som er med, nærmest klæbet fast til John Lennons skulder. Der er et mylder af langt hen ad vejen anonyme assistenter, der gør deres bedste for at fremme den kreative proces. Det hjælper dog ikke helt på den målrettede og konstruktive beslutningsproces. Til at begynde er det således en tanke at arrangere den påtænkte koncert i et Collosseum … i Libyen. Det skyder Paul straks ned, fordi Ringo ikke vil være med på det – og i sidste ende bliver det så en udendørs koncert på taget i Saville Row i en bidende kold januardag i 1969.

Erindringen om barnlig ’uskyldsren’ idoldyrkelse står for skud. Serien ender med at vise de 4 bandmedlemmer som … bare håndværkere, suppleret med en Billy Preston på orgel og keyboards, der føjer en glimrende gospel-feeling til musikken. Og så kan man helt klart more sig over de alvorlige, sortklædte Bobbies, der forgæves forsøger at få lukket koncerten på taget ned efter stribevis af klager over støj.

Måske kan det være en særlig forudsætning af have alderen med sig for at sætte pris på Peter Jacksons håndtering af den musikalske legende. Hvis Beatles-sangene alligevel måtte have sneget sig ind i din musikalske orientering, selv om du langt fra var født i 1969, så und dig selv at dykke ned i optagelser som eftertidens flue på væggen. Det er rockmusikalsk guld.