Skilsmisser har givet stof til adskillige film og serier. De kan foregå let og smertefrit og nærmest være en lettelse – og så kan de trække begge parter igennem følelsesmæssigt drama, mistro og drabelige forsøg på at udslette hinanden. ”Angela Black” er et eksempel på historien om den drabelige skilsmisse, hvor mandens intrigante overgreb og kynisme først sent går op for hustruen. FOR sent? Det må du se serien på Amazon Prime for at finde ud af.
Joanne Froggatt kendes måske bedst fra rollen som Anna Bates i ”Downton Abbey”. Her spiller hun med stor overbevisning den kuede Angela Black, mor til 2, som i årevis har levet sammen med sin voldelige mand, Olivier Meyer, hvis isnende kynisme Michel Huisman legemliggør. Nok så sød og kærlig han kan være, når det er til offentligt skue, lige så eksplosivt voldelig er han, hvis Angela har kigget lidt for meget på andre eller udtrykt lidt andre synspunkter end sin mand. Hun har været lidt for vant til at undskylde sine sår og blå mærker med, at hun er gået ind i en dør eller lignende.
På et tidspunkt møder Angela så en mand, der umiddelbart viser ømhed og medfølelse for hende. Hans navn, Ed Harrison, viser sig imidlertid at være navnet på forfatteren til en middelmådig kriminalroman. Det går op for Angela, at han i realiteten har en aftale med Olivier om at chikanere hende, påvirke hende, sende hende ud på vanviddets rand, så Olivier i sidste ende kan blive skilt uden forhindringer og i øvrigt få fuld forældremyndighed over parrets 2 børn. Resten må I opsøge serien på Amazon Prime for at se.
Dramaet udvikler sig intensivt og kulminerer på en måde, der ikke udelukker en sæson 2, men burde gøre det, fordi afrundingen af sæson 1 er så fin. Personerne er skildret med nærvær og troværdighed, så man sidder på kanten af sofaen noget nær til sidste øjeblik. Desuden er serien filmet med grå og triste farver, som understreger handlingens alvor. Ikke mindst for parrets 2 børn, der ikke synes at blive levnet særlig opmærksomhed, hverken fra forældrene, der har travlt med at bekrige hinanden eller fra de myndigheder, som ellers må forventes at have fokus på børnenes tarv.
- Titel: Angela Black
- Original titel: Angela Black
- Instruktør: Craig Viveiros
- Skuespillere: Joanne Froggatt, Michiel Huisman, Samuel Adewunmi, Ashley McGuire, Pippa Nixon
- Genre: Drama
- Antal afsnit: 6
- Spilletid i alt: 4 timer 30 minutter
- Produktionsselskab: ITV Studios, Spectrum Originals, Two Brothers Pictures
- Produktionsår: 2021
- Release-dato: 10. oktober 2021
- Censur: 14 (IMDB)
- Anmeldt af: Carsten Skov
- Findes på: Amazon Prime
- Billeder: ITV/Amazon Prime
Serie: | (5,0 / 6) |
Billede: | (4,0 / 6) |
Lyd: | (4,0 / 6) |