Dokumentarserien Tiger King tog verden med storm, da den første sæson havde premiere i starten af lockdownperioden i 2020. Mange fandt sjov og tryghed i at se en serie med personer, hvis liv bare virkede lidt mere kaotisk end ens daværende, og det chokerende mysterium, om hvad der skete med Carole Baskins mand blev endda så verdenskendt, at sagen blev åbnet op igen.
Nu har sæson 2 af Tiger King premiere, men har den overhovedet noget nyt at sige, eller var det måske lidt for tidligt at vende tilbage til denne vanvittige verden?
Sæsonen, der kun indebærer fem episoder, starter ud med et indblik i, hvordan de forskellige stjerner fra første sæson har oplevet den massive berømthed siden sidst, samt løbende interviews med selveste Tiger King, Joe Exotic. Exotic befinder sig stadig i fængsel efter det angivelige mordforsøg på sit rival, Carole Baskin, som endda forsøgte at sagsøge Netflix forud for premieren af denne sæson. Serien dykker lidt dybere ned i de forskellige emner fra sidste sæson med nogle friske perspektiver og fokuserer især på den uløste sag om den forsvundne Don Lewis.
Hvis man fulgte målløst med i første sæson, er det selvfølgelig interessant at få en lille opdatering på, hvordan det er gået med de langtfra elskværdige personer siden sidst, og en opdatering er mere eller mindre, hvad sæson 2 ender ud som. Så for at besvare spørgsmålet: Nej, der er ikke rigtigt meget serien tilføjer af ny viden. Rent faktisk ender man nærmest ud med flere spørgsmål, end man havde i slutningen af sidste sæson, og man kan ikke undgå at føle, at det hele virker som et mere eller mindre unødvendigt forsøg på at tjene lidt mere ind på Tiger King navnet. Zooejer Jeff Lowe indrømmer endda skamløst, at det ville være dumt ikke at udnytte den massive popularitet til at få noget profit, og det er kort sagt hvad man kan forvente af både personer indblandet og selve sæsonen.
Sæson fokuserer selvfølgelig meget på den mest omtalte del fra sidst, som er den forsvundne Don Lewis, hvis kone Carole Baskin blev beskyldt for at have myrdet. Der kommer meget lidt information ud af dette, som vi ikke allerede kendte til, og overordnet set, er det bare en masse personers ord mod ord og intet fældende bevismæssigt, hvilket man heller ikke havde forventet, hvis man selv havde fulgt med nyhederne op til premieren. Der er også minimal fokus på den titulære Tiger King, Joe Exotic, og under de sidste to episoder, havde serien langsomt mistet min interesse grundet dens trættende forsøg på at trække plottet for langt ud. Det hele føles blot som én lang opbygning uden payoff.
Til trods for dette vil jeg stadig kalde sæsonen seværdig, hvis man som sagt, bare ønsker at træde tilbage til den dramatiske verden fyldt med afpresning, løgne, mysterier og forræderi. Der er på ingen måde om høj gensynsværdi, men hvis man bare ønsker at få det seneste 1,5 års nyheder vedrørende Joe Exotics verden opsummeret, så er sæson 2 af Tiger King ikke helt uden underholdningsværdi.
- Titel: Tiger King Sæson 2
- Original titel: Tiger King Season 2
- Instruktør: Rebecca Chaiklin, Eric Goode
- Skuespillere: Joes Exotic, John Reinke, Jeff Lowe, Carole Baskin
- Genre: Krimi, Dokumentar
- Antal afsnit: 5
- Spilletid i alt: 3 timer 32 minutter
- Produktionsselskab: Netflix
- Produktionsår: 2021
- Release-dato: 17. november 2021
- Censur: 16+
- Anmeldt af: Maja Lund Kristensen
- Findes på: Netflix
- Billeder: © Netflix
Serie: | (3 / 6) |
Billede: | (3 / 6) |
Lyd: | (3 / 6) |