Titane

I en verden fyldt med genindspilninger, efterfølgere og filmiske universer, er det altid forfriskende at se en film, der træder væk fra det kendte og behagelige, og uden skam byder én velkommen til det uforudsigelige og ubehagelige. Filmen kan sammenlignes med værker fra body-horrormesteren, David Cronenberg, samt den ligeligt bizarre, metalbesatte, Tetsuo the Iron Man, men andre lignende værker skal man lede længe efter, for Titane er et makabert og unikt kunstværk med en lang række chokerende scener, man ikke lige skal forvente at glemme så nemt.

Titane omhandler Alexia, en ung, forstyrret danser, der for ti år siden overlevede en bilulykke, der efterlod hende med en indopereret titaniumplade i hovedet. Siden den dag har hun oplevet en stigende fascination og kærlighed til biler, samt en aftagen interesse for andre mennesker. Kærligheden udvikler sig seksuelt, og Alexia opdager en dag at hun er gravid.

At sige at handlingen er bizar, ville være årtiets underdrivelse, og det ville være en skam at sige mere omkring den, da Titane bedst opleves, ved at man bare accepterer den, som den surrealistiske feberdrøm, den er.

Filmen er instrueret af Julia Ducournaus, som tidligere instruerede den foruroligende ungdomsfilm, Raw, om en pige, der får smag for menneskekød. Med Titane har Ducournaus endnu engang skabt en yderst mindeværdig film, der ender med at tackle vigtige emner, så som feminisme, familie, kærlighed og seksualitet i den mest makabre form for allegori. Man kan dog ikke undgå ikke også at se det smukke i denne bizarre og ærlige vision, selv hvis denne vision til tider ses mellem fingrene eller med knebne øjne.

Alle skuespillerne leverer en fantastisk præstation. Ikke mindst Agathe Rouselle, som spiller Alexia, men også Vincent Lindon, som spiller Vincent, en brandmand, der flere år senere stadig sørger over sin savnede søn, Adrien. Begge karakterer er yderst komplekse, hvilket skuespillerne i den grad udstråler gennem karakterernes udvikling og forhold til hinanden.

Filmens musik fortjener også stor hæder for dens fantastiske måde den er med til at skabe en utrolig surrealistisk atmosfære, så man helt lever sig ind i de næsten drømmeagtige scener. Dette komplimenteres også af filmens effektive brug af dunkle farver, flydende kameraarbejde, og generelt dens fantastiske instruktion. Der er et par gange, hvor filmens hastighed slæber sig afsted, og hvor man bliver lettere utålmodig efter at vende tilbage til de mere interessante scener, filmen så længe har bygget op, men udover dette, nød jeg virkelig dette filmiske mareridt.

Titane vil mildest talt ikke efterlade en behagelig smag i munden hos alle, men til trods for de talrige grimasser af ren afsky og chok, som jeg uden tvivl skar grundet at have overværet nogle af det mest ubehagelige scener i nyere tid, sad jeg efterfølgende tilbage med et smil på læben og en tilfreds, næsten euforisk følelse i maven, som om jeg lige havde været igennem en hård, men utroligt belønnende rejse. Jeg følte at jeg lige havde overværet noget helt unikt – noget unikt, som jeg glædeligt tilføjede til mine fremtidige mareridt.