The French Dispatch

Timothée Chalamet, Benicio Del Toro, Tilda Swinton, Léa Seydoux og så videre… Listen af Grade A skuespillere i Wes Andersons nye film ”The French Dispatch” er lang og mangfoldig, hvilket kommer Anderson til gode, når hans ambitiøse vision skal bringes til live. I rigtig Wes Anderson-stil er intet overladt til tilfældigheden.

I ”The French Dispatch” fremstilles en række kortere historier, som alle skal forestille at være udgivet som artikler og klummer i den fiktive amerikanske avis ”The French Dispatch”. Filmen følger på skift avisens rapportere, der fortæller om og genoplever de begivenheder, som de har skrevet om.

Der er dermed heller ikke et traditionelt narrativt forløb i filmen, idet hver artikel er sin egen separate historie med en begyndelse, midte og slutning. Og alligevel bindes filmen sammen af et overordnet narrativ, når der gennemgående klippes tilbage til redaktionen på ”The French Dispatch”, og redaktøren Arthur Howitzer diskuterer rapporternes artikler med dem.

”The French Disptach” gennemsyret af den helt specifikke fotografiske stil, som er kendetegnet ved Andersons værker, og dette er limen som holder filmen sammen. Når det kommer til fotografi og sceneopstilling, er ”The French Dispatch” en fryd for øjet. Kombinationen af farver, symmetri og kamerabevægelser er fortryllende og nærmest underligt tilfredsstillende. Samtidig er der aldrig den mindste tvivl om at alt, hvad billedet indeholder, er placeret med stor omtanke. Man bliver draget til at holde øjnene på skærmen for at opfange alle de mange detaljer, men samtidig kan du være sikker på, at dette ikke vil lykkedes.

Du skal nemlig holde tungen lige i munden, når du først går i gang med denne film. Der er ikke tid til at skrive SMS’er imens. ”The French Dispatch” har fuldt fart fremad på alle fronter, og karaktererne vil levere lange replikker på rapt akademisk engelsk. Oveni dette bliver der af flere omgange snakket utroligt hurtigt på fransk, og det kan være svært at fange alle informationerne. Dette er en del af filmens stil og tone, og den hurtige dialog bruges flere gange som et humoristisk virkemiddel. Men derfor er det også ærgerligt, når det går så stærkt, at man mister tråden og bliver hevet ud af filmen.

Når jeg siger, at ”The French Dispatch” er spækket med stjerneskuespillere, så mener jeg ned til den mindste rolle. Nogle af de største får kun få minutters skærmtid. Men derfor er heller ingen sorte får, når det kommer til kvaliteten af skuespillet, selvom man dog kunne ønske, at filmen havde mere tid til at udpensle nogle af karaktererne.

Så du skal ikke se ”The French Dispatch” bare for at opleve din yndlingsskuespiller på skærmen. Du skal se ”The French Dispatch” for at nyde den kollektive kvalitet, der bliver bragt frem i hele castets performance, i den fotografiske stil og i alle de små detaljer.