Den usandsynlige morder

Det uopklarede mord på Sveriges statsminister Oluf Palme har efterladt omverdenen med undren og frustration.  Det er ikke med uigendrivelig vished blevet slået fast, hvem der var gerningsmanden. ”Den usandsynlige morder” giver sig ikke ud for at levere denne vished. Til gengæld sætter serien billeder på sammenhænge og situationer, der peger på, at det var den grafiske designer Stig Engström, også kaldet Skandia-manden, der skød Palme.

Det er ikke så meget den dræbende handling, der er i centrum. Til gengæld følger man politiets opklaringsarbejde, der følger flere spor og mistænkte – og som er belastet af et (magt)politisk spil. På den måde bliver centrale hændelser og vidneudsagn tolket misvisende. Og her er det ikke mindst Stig Engströms skiftende og langt hen ad vejen usammenhængende forklaringer, der burde have påkaldt sig opmærksomhed.

Serien stiller med blændende Robert Gustafsson i rollen som Engström skarpt på en usikker og knuget personlighed. Han færdes i og påvirkes af kredse, hvor der luftes endog meget stærke meninger om Palme. Kredse, som samtidig gentagne gange ydmyger Engström som den svage, ustabile og drikfældige person han er. Hans kone, der bliver spillet med udtalt resignation af Eva Melander, er langt hen ad vejen en tavs bifigur, som ikke siger Engström synspunkter og mærkværdige adfærd nævneværdigt imod, men der er dog en grænse, viser det sig.

Mikael Persbrandt glimrer – trods spøjs makeup – i rollen som efterforskningsleder Hans Holmér, der ender med at blive skiftet ud, så efterforskningen på det nærmeste må starte forfra. Matti Boustedt spiller Christer Pettersson, der en overgang var hovedmistænkt.

Det er dog Engström, der navigerer gennem ubehjælpsomt eller snarere pr. øjeblikkets intuition gennem efterforskningen med sine konstant skiftende og i sagens natur ikke-dokumenterbare påstande. Han er i årevis i pressens søgelys og lader sig som kendt person lokke til at forsøge sig med en politisk karriere hos Moderaterne på kommunalt plan. Da han i en kritisk situation går stik imod partilinjen bliver han omgående hældt ud igen.

”Den usandsynlige morder” bevæger sig for det meste langs samtidens tidlinje, med lejlighedsvise klip tilbage i tiden. Disse klip peger på, hvordan hans personlighed bliver dannet. Helt tilbage fra forældrene, der vælger at anbringe ham hos familie, så de selv fortsat kan opholde sig i Indien. Disse klip frem og tilbage er en anelse forvirrende, men de ridser som serien skrider frem et klart og meget sandsynligt billede op af, at Engström er den psykisk ustabile gerningsmand. Et billede, der ikke udgør et endegyldigt bevis, men blot er stærkt sandsynliggjort.

Engström er som figur tegnet overbevisende, om end hans mulige tilknytning til en ’stay behind’-gruppe i tilfælde af sovjetisk aggression synes at være et rygte mere end en bare tilnærmelsesvist dokumenteret omstændighed. Samlet præsenterer serien et perspektiv for, en forklaring på en spektakulær kriminalgåde, hvor det ikke lykkedes politi og myndigheder at præsentere en ’smoking gun’.

Vi ved alle sammen godt, at Palmes morder ikke er fundet. Alligevel er ”Den usandsynlige morder” blevet en intenst spændende historie, filmet med udpræget sans for et troværdigt tidsbillede.