Zack Snyders zombie-kupfilm, ”Army of the Dead” skabte trods jævne anmeldelser stor opmærksomhed med dets interessante blanding af de to genrer og bemærkelsesværdige zombiedesigns i starten af 2021. Nu er den næste film, ”Army of Thieves”, kommet og den finder sted før begivenhederne i den første.
Snyder vender dog ikke tilbage i instruktørstolen. Filmen vil heller ikke omhandle zombier, men i stedet fuldt ud fokusere på bankrøverierne. Filmens valg i også at gøre den tidligere films comic-reliefkarakter, Dieter, til hovedrollen, er endnu et tvivlsomt valg i denne ret svage men ellers fint underholdende efterfølger.
Under det tidlige stadie af zombieudbruddet følger ”Army of Thieves” Dieter, en pengeskabsentusiast med et utaknemmeligt job og en gentagende hverdag. Efter at have uploadet en YouTube-video vedrørende tre legendariske, tyske pengeskabe, bliver han rekrutteret til et hold af talentfulde tyve, som ønsker at bryde ind i dem.
Ligesom Army of the Dead er plottet meget simpelt og blot til for at skabe en mere dybdegående, men i sidste ende ret ligegyldig baggrundshistorie for pengeskabsbryderen. Som sagt genindtager Matthias Schweighöfer rollen som Dieter, der også har fået til opgave at instruere filmen.
Til trods for de generelt fine præstationer fra resten af skuespillerne, viser han sig dog ikke som en skuespiller, der kan bære en hel actionfilm. Schweighöfers præstation er ikke særlig stærk eller overbevisende. Til trods for at karakteren senere hen forbedres, er han især i den første halvdel næsten ulidelig at lytte til grundet filmens insisteren på at vedligeholde hans komiske karaktertræk.
Humoren er på kant med ”Army of the Dead” i og med at jokesene er ret gentagende, selvrefererende og sjældent fungerer. Blandt andet består størstedelen af Dieters jokes blot i at han, der skriger skingert og opfører sig akavet, hvilket hurtigt bliver trættende.
Det største kritikpunkt er dog filmens utroligt massive brug af informationsdrop, hvorved karaktererne tvangsfodrer seerne med informationer om missionen eller andre karakterer på en meget unaturlig måde. Der efterlades ikke meget til fortolkning eller naturlig videreførelse af informationer, og alle karaktererne får sågar en unødvendig, visuel introduktion til deres fortid, når de hver især introduceres. Der er endda et par tilfælde med en fortællerstemme fra hovedpersonen, hvilket igen er komplet unødvendigt og blot pointerer det åbenlyse. Størstedelen er unødvendigt spild af tid, der får filmens spilletid til at føles endnu længere.
Heldigvis brillerer filmen i dens hovedfokus; nemlig selve kupscenerne. Det er en fornøjelse at se karaktererne udføre deres nøje udtænkte planer under hver af kuppene, og når der endelig brydes ind i ét af pengeskabene, vises der en meget velanimeret og tilfredsstillende animation af skabets komplicerede mekanik. Scenerne er underholdende og kan endda være intense, jo længere de når, og jo flere udfordringer de møder.
Problemerne med filmen findes hovedsageligt i dens første halvdel. Derefter skubbes actionscenerne i forgrunden, hvor efter man blot kan læne sig tilbage og nyde en fin kupfilm med imponerende stunts og velkoreograferet kampscener.
Til trods for den langt stærkere sidste halvdel, så er spørgsmålet selvfølgelig, om man overhovedet ønsker at se en film, hvis første halvdel hovedsageligt kun byder på et frustrerende manuskript, en lettere irriterende hovedperson og svag humor, og som i sidste ende ikke rigtigt byder på noget nyt historiemæssigt i forhold til den første film.
Army of Thieves er ikke en film helt uden værdier, men i sidste ende behøvede den ikke at eksistere.
- Titel: Army of Thieves
- Original titel: Army of Thieves
- Instruktør: Matthias Schweighöfer
- Skuespillere: Matthias Schweighöfer, Nathalie Emmanuel, Stuart Martin, Ruby O. Fee, Guz Khan
- Genre: Action, Komedie
- Spilletid: 2 timer 9 minutter
- Produktionsselskab: Pantaleon Films, The Stone Quarry, Film United
- Produktionsår: 2021
- Release-dato: 28. oktober 2021
- Censur: 17 (IMDB: TV-MA)
- Anmeldt af: Maja Lund Kristensen
- Findes på: Netflix
- Billeder: © Netflix
Film: (4,0 / 6) Billede: (3,0 / 6) Lyd: (4,0 / 6)