Kastanjemanden

Det kan ske, at man ved læsning af en bog tænker, at dén historie da vist kalder på at blive filmatiseret. Sådan havde jeg det med ”Kastanjemanden” af Søren Svejstrup. Resultatet foreligger nu i serieform på Netflix – og heldigvis som en dansk serie med ditto skuespillere og masser af lokalkolorit.

En ung kvinde bliver fundet bestialsk myrdet. Der findes en kastanjemand på stedet. Den unge kriminalbetjent Naia Thulin (Danica Curcic) bliver sat på sagen, som den sidste opgave, inden hun efter eget ønske skal overflyttes til afdelingen for IT-nørder. Hun får Mark Hess (Mikkel Boe Følsgaard) som makker, en betjent, der har været udlånt til internationalt politiarbejde men som er faldet i unåde. Sagen trækker snart tråde til socialminister Rosa Hartung (Iben Dorner), der vender tilbage til det politiske liv efter at have bearbejdet tabet af sin datter for godt et år tilbage. En forbrydelse, som har været pådømt i retssystemet, og som dermed umiddelbart betragtes som afsluttet.

Der sker imidlertid flere bestialske mord og der findes igen kastanjemænd på gerningsstederne. Thulin og Hess finder trods vidt forskellige indstillinger til opgaven sammen i en forståelse af, at ikke alt er så enkelt og gennemskueligt som først antaget.

Svejstrup havde en særdeles heldig finger med i ”Forbrydelsen” og med romanforlægget til ”Kastanjemanden” er der lagt op til endnu en grum historie, der trækker i mange retninger og med mange lag i personbeskrivelserne. Dertil kommer et plot, som kommer rundt om adoptivbørns vilkår, seksuelt misbrug af børn, omsorgssvigt, kvinders udfordringer i politik og om stræbsomme politichefers beslutning, der handler beslutningers end om disses faktuelle indhold.

Danica Curcis udfylder måske ikke sin rolle med skæve karaktertræk i retning af Sofia Helin i rollen som Saga i ”Broen”, men hendes søgen efter knap så blodige arbejdsmæssige udfordringer spiller fint sammen med hendes svaghed for lige at undersøge en ting mere, i stedet for at være hjemme som lovet hos datteren. Til gengæld føjer Mikkel Boe Følsgaard dunkle træk til sin figur, som til at begynde med bare undrer men som giver mening efterhånden som handlingen skrider frem.

Helt generelt af rollerne i ”Kastanjemanden” castet aldeles glimrende. Ikke mindst er den person, der viser sig at være skurken, fremstillet umådeligt køligt og kynisk af … Ja, det må du se selv. Ingen grund til at bringe en spoiler.

”Kastanjemanden” er desuden fornemt filmet, med en virkningsfuld brug af close-ups – og med et mylder af detaljer, der viser dansk og københavnsk lokalkolorit og tristesse. For dem, der har læst Søren Svenstrups romanforlæg vil der selvsagt ikke være så mange overraskelser. Vi kan til gengæld alle nyde endnu et gedigent stykke Scandinavian Noir på Netflix.

  • Titel: Kastanjemanden
  • Instruktør: Kasper Barfoed, Mikkel Serup
  • Skuespillere: Danica Curcic, Mikkel Boe Følsgaard, Lars Ranthe, Esben Dalgaard Andersen, Iben Dorner
  • Genre: Krimi, Drama
  • Spilletid: 5 timer 30 minutter
  • Produktionsselskab: SAM Productions
  • Produktionsår: 2021
  • Release-dato: 29. september 2021
  • Censur: 16
  • Anmeldt af: Carsten Skov
  • Findes på: Netflix
  • Billeder: © Netflix

Serie:5 out of 6 stars (5,0 / 6)
Billede:5 out of 6 stars (5,0 / 6)
Lyd:4 out of 6 stars (4,0 / 6)