Dune

”Drømme er budskaber fra dybet” lyder det dystert og ildevarslende allerede inden det første logo fra filmselskabet bliver vist. En glimrende indikation på, hvad der er en central drivkraft i ”Dune”. Samtidig får vi dog også et plot med mere traditionelle virkemidler som politiske intriger og magtspil samt strid mellem herskere og naturfolk. 

Filmen bygger på Frank Herberts science fiction-klassiker fra 1965, første gang udgivet på dansk i 1978. En kompleks historie om Paul Atreides, der synes at være født til en ganske særlig fremtid. Hans familie, Huset Atreides, og dens magtbase bliver af kejseren beordret til at drage til den fjerne og farlige planet Arrakis for at overtage magten fra det aktuelle styre, Huset Harkonnen. En magtdisposition, der stiller Huset Atreides over for den gevaldige udfordring, der ligger i at videreføre Harkonnens særdeles indbringende aktiviteter. 

Planeten er nemlig den eneste kilde til melange, et krydderi, der er den vigtigste og mest dyrebare substans i universet. Melange flyver som en let sandstorm henover ørkenområdernes overflade på Arrakis og udvindes af store krydderihøstere. En farefuld opgave, der blandt andet handler om at undgå de enorme sandorme – op til 400 meter lange væsener – der bliver tiltrukket af krydderi-aktiviteten. Huset Atreides har dog til at begynde med en vis succes med at drive krydderihøsten videre, men det viser sig snart, at Kejseren har valgt side for Harkonnen, som sætter enorme styrker ind for ganske enkelt at udslette Huset Atreides. 

Bene Gesserit er derudover en matriarkalsk orden, som gennem intens fysisk og mental træning – samt ikke mindst afhængighed af melange – opnår overmenneskelige egenskaber. På den måde indtager ordenen en særdeles stærk magtposition, udadtil som ydmyge tjenere for kejseren. En tredje gruppe, et naturfolk kaldet fremen, holder til i ørkenen: Her lever de i små grupper, der som hovedregel holder afstand til magthaverne, uanset om der er tale om Huset Atreides eller Harkonnen. På den måde er der de nødvendige ingredienser til stede for en kompleks handling. 

Drømme og tankeoverføring spiller en stor rolle i beskrivelsen af karaktertrækkene i persongalleriet. I filmen betyder det, at der bliver dvælet ved drømmesyn, der gradvist bliver tydeligere – og at personernes styrke ikke bare ligger i den fysiske udfoldelse men også giver sig udtryk i mental kontrol over eller i hvert fald indflydelse på andre personer. Villeneuve har sat disse ellers visuelt udfordrende elementer i billeder og lyd på fornem vis. 

Timothée Chalamet spiller den unge Paul Atreides, der filmen igennem modnes og stadigt tydeligere fremstår som den Messias-lignende karakter fremen-folket har ventet på i århundreder. En proces, som Chalamet fremstiller særdeles overbevisende. Rebecca Ferguson er måske lige ung nok til rollen som Hertuginde Jessica Atreides, men hun fylder den fint ud. Hendes mand, Hertug Leto Atreides står klart og skarpt udført af Oscar Isaac – som også kendes fra ”Star Wars: The Force Awakens”. I det hele taget er castet velvalgt og eksemplarisk tegnet, både visuelt og karaktermæssigt. 

 ”Det er kun begyndelsen” lyder den sidste sætning i filmen. Det lyder særdeles lovende, ikke mindst hvis niveauet holder ved i en efterfølger til denne første del. Denis Villeneuve balancerer vellykket mellem på den ene side det mystiske og sært dragende og på den anden side forløsende actionsekvenser. De er en naturlig følge af, at det politiske rænkespil er nået til ende og kun kan fortsætte i form af åben krig mellem det kejserstøttede Harkonnen-styre og Huset Atreides.  

Et organisk design af bygninger, teknologi og klædedragter vækker nok undren hist og her, men visuelt og funktionelt fremstår det som en helt naturlig sammenhæng i filmens kontekst. “Dune” er samlet set en forrygende film og en æstetisk nydelse. Den får 5 stjerner for sit filmiske håndværk og så bliver jeg nødt til at snige en sidste stjerne med for en vellykket filmatisering af et komplekst litterært værk.