North Korea: Michael Palin’s Journey

Michael Palin har rejst snart sagt hvor som helst på denne klode. Alligevel er det lidt overraskende, at han nu også har fået mulighed for at sætte sine ben i et af verdens mest lukkede samfund, Nordkorea. Det er der kommet en fin dæmpet og lun beretning ud af i dokumentar-serien ”North Korea: Michael Palin’s Journey”.

På Viaplay faldt jeg tilfældigt over serien efter at have læst Michael Palins bog om rejsen. Med min sædvanlige begejstring for Michael Palins rejseberetninger tænkte jeg, at filmen og billederne fra denne rejse måtte blive speciel. Ikke mindst fordi den almindelige pressedækning af Nordkorea handler om atomprøvesprængninger, militære trusler og en generelt voldsom retorik over for omverdenen. Hvordan ser borgerne i landet på tingene?

Spørgsmålet er så bare, om Michael Palin kan trænge bag om de det nordkoreanske styres stramme styring af gæster, så de så vidt muligt kun lytter til de officielle historier om, hvordan verden hænger sammen. Det gør han måske ikke i så stort omfang. Til gengæld formår han som regel at bringe smil frem hos de guider, der styrer ham igennem det officielle program. Og han formår med sit eget smil og de levende billeder, der udtrykker det – at pege på pudsige og til tider barokke iagttagelser.

Han står på et tidspunkt på toppen af Juche-tårnet – en hyldest til Kim Il-Sungs ’filosofi’ for selvforvaltning og -forsyning – i centrum af Pyongyang. På ene side af Taedong-floden ser man så godt som kun moderne kontor- og højhusbyggeri. På den side ser man tilsvarende så godt som udelukkende ensformigt boligbyggeri, der – efter styrets bestemmelse – er malet lyse-rødt, -grønt og -blåt. Et nærmest surrealistisk billede af en by, der på en gang har ambitioner om storhed og vækst – og som alligevel ikke helt formår at løfte sig ud af ensformighed og tristesse oven på Korea-krigen.

Endnu mere barokt bliver det, hvor Palin besøger en spritny og moderne lufthavn, der skal service et større turistområde med luksushoteller og golfbaner. Alle forretninger er bemandet, men hvor der mangler et par ubetydelige detaljer, så som passagerer og fly. En lille pudsighed er, at billederne har ’fanget’ en ekspedient der diskret stående lukker øjnene for en stund, men hun venter på de kunder, der ikke er der endnu.

Serien giver et mere afslappet billede af landet end vi er vant til. Det er bestemt ikke det samme som, at man kan se bort fra skepsis over for landet og dets meget rigide styring af indbyggernes tanker, adfærd og levevis. Slet ikke, når man tænker over de svar Palin får på følsomme spørgsmål om mulighederne for at kritisere styrets øverste ledelse – og for ledelsens evne til at tage imod kritik – eller når man efterfølgende kan læse, hvordan flere scener skulle tages om, fordi de altseende guider mente, at der var lagt op til at filme uden den fornødne respekt. Men der er nu fortsat noget rart ved Michael Palins refleksioner i øjenhøjde med og interesse for de mennesker han møder undervejs.er