The New Mutants

Når en films udgivelse gentagne gange udskydes, er det sjældent nemt at forudse, hvordan det endelige resultat vil komme til at se ud. Eksempler på film, der tidligere har siddet fast i det såkaldte ”development hell”, er den fantastiske Mad Max: Fury Road, som har været mere end ventetiden værd, men også den undervældende Indiana Jones and The Kingdom of the Crystal Skull, som nok bare skulle have fortsat med at samle støv. Desværre ender The New Mutants mest i det sidstnævnte.

The New Mutants er en form for spin-off til X-Men universet, hvori man følger Dani, en ung mutant, som bliver bragt til et lukket psykiatrisk hospital beboet af fire andre unge mutanter. Alle har det til fælles, at deres kræfter er nyopdaget og derfor farlige, dog er Dani den eneste, som endnu ikke kender sine kræfter. Hospitalet er alene ledet af Dr. Reyes, som fortæller, at hun er nødt til at hjælpe dem frem til at mestre deres mutantevner, inden de får lov til at gå, men langsomt begynder de fem unge at fornemme, at det ellers fredelige hospital gemmer på noget fjendtligt.

Et af de mest bemærkelsesværdige problemer med The New Mutants er dets usammenhængende tone. Fra starten af dens produktion i 2017 var filmen ment, som en superheltegyser, men efter flere udsættelser, samt Disneys opkøb af 20th Century Fox, blev blandt andet gyserelementerne nedtonet, hvilket især frustrerede instruktør, Josh Boone. Det endelige resultat er en forvirret og lettere kedelig version af The Breakfast Club med overnaturlige elementer, hvor størstedelen af karaktererne også er stærkt underudviklet. Denne enorme indblanding fra studiet er især ærgerlig at høre om, da Josh Boone tidligere havde instrueret den rørende En Flænge i Himlen og derfor sikkert kunne have skabt endnu en stærk ungdomsfilm ud fra sin egen vision.

Skuespillerne gør hver især et acceptabelt arbejde, til trods for hvad de har at arbejde med. Dog er der én, som stikker ud: Maisie Williams, kendt fra Game of Thrones, gør nemlig et fantastisk arbejde, når hun spiller den meget sympatiske, elskværdige og lidt tilbagetrukne Rahne Sinclair, som bærer på en dybt traumatiserende fortid. Det er dog en skam, at Rahne ikke er hovedkarakteren, især da pladsen i stedet er optaget af karakteren Dani Moonstar, som ikke kunne være mindre interessant, selv hvis man prøvede.

Det er dog ikke en togulykke af en film, og der er underholdningsværdi at finde, især i scenerne, hvor man får demonstreret hver af karakterens kræfter og undersøgt deres fortid, men jeg kan bare ikke forestille mig, at filmen i sidste ende er værd at gense. Overordnet set føltes filmen mere som en lang pilot episode af en X-men tv-serie, fyldt med ubesvarede spørgsmål og en svag slutning, der efterlader meget til fantasien. The New Mutant er desværre et kedeligt eksempel på spildt potentiale.