Zero Day

Der er ikke tal på film og serier, der varierer et tema om konspirationer på højeste plan. Der skal så godt som altid retfærdige kræfter til for at spotte tingenes rette sammenhæng – og disse kræfter skal gå så grueligt meget ondt igennem, før de når målet. De 6 afsnit af ”Zero Day” byder på et sådan plot med et stærkt cast, ført an af Robert de Niro i hans første serierolle.

USA udsættes for et mere end almindeligt finurligt hackerangreb. Al digital kommunikation og systemer bliver lagt ned. Ingen kan rejse. Ingen kan kommunikere. Infrastruktur og energiforsyning bliver lukket ned. Efter et minut kan tingene så småt fungere igen – efter en faretruende besked fra hackerne: THIS WILL HAPPEN AGAIN. De efterlader omfattende kaos, panik og dødsfald.

Den kvindelige – og farvede – præsident Evelyn Mitchell nedsætter straks en kommission, der skal undersøge sagen og selvfølgelig lade retfærdigheden ske fyldest for hackerne. Hvem sætter man i spidsen for denne kommission? Naturligvis den nu tidligere præsident George Mullen, som af årsager, der er ukendte for offentligheden, ikke ville stille op til en 2. præsidentperiode. Kommissionen får så godt som totalt ubegrænsede beføjelser – og de bliver brugt.

Plottet er i sin kerne ret enkelt og skematisk. Man kan måske ønske sig en smule mere fornyelse af genren. Til gengæld får man en Robert de Niro i rollen som eks-præsident Mullen, der med enkle virkemidler fylder rollen og skærmen fornemt ud. Hans kamp med og navigation mellem blandt andet præsident Mitchell, hans mangeårige rådgiver Roger, CIAs direktør, og konspirations-’journalister’ driver ham tættere på hackerne. Såvel dem, der udførte hacket som dem, der drager personlig og politisk nytte af det.

Der er noget principielt vedkommende i en historie, der handler om at sætte centrale rettigheder ud af spillet for at opnå og udnytte magt. Et perspektiv, der er som hentet ud af den aktuelle politiske virkelighed i USA, men som ikke har en alt for fremtrædende rolle i ”Zero Day”. Det er jo trods alt en Netflix-produktion, der primært skal være underholdende. Og dette mere ’stuerene’ perspektiv er til gengæld opfyldt ganske udmærket.