Wisting – Sæson 2

Blandt det original-materiale, som ViaPlay byder på, finder man serien om kriminaldetektiv William Wisting, baseret på Jørn Lier Horsts romaner. En spændende figur, der opklarer sager i Larvik-området i Norge. Denne gang gælder det jagten på en bestialsk seriemorder.

Serien starter voldsomt. En dømt seriemorder er gået med til at afsløre, hvor ét af hans ofre er gravet. Han viser vej ud i et øde skovområde, hvor han pludselig – med lidt velforberedt hjælp – ser sit snit til at stikke fra de politifolk, der ellers skulle passe på ham. Hændelsen bliver dokumenteret af Wistings datter, Line, i forbindelse med den dokumentarfilm om morderen, som hun er ved at samle materiale til.

Plottet bevæger sig nu mellem afdækningen af, hvad Lines film reelt viser, Lines forhold til sin far og til sin kæreste. Alt sammen i et koldt og sparsomt beboet landskab.

Med Sven Nordin i rollen som Wisting har figuren fået det alvorlige, indadvendte udtryk, som romanerne lægger op til. Wisting er knuget efter at have misten sin kone. Thea Green Lundberg som Line beskriver fint en unddommelig og uregerlig indstilling til regler og normer, samtidig med, at hun dog har sans for, hvornår situationen kalder på retfærdighed og nær kontakt til hendes far. Dertil kommer et fint varieret cast i øvrigt på Wistings hold.

Politifolkene omkring Wisting har en nøgtern, til tider ligefrem empatisk tilgang til politiarbejdet. Det giver en vis ro i historien, om end som kulminationen er ganske dramatisk. Til gengæld bidrager landskabet med blandt andet droneoverflyvninger løbende til at understrege dramatikken.

Wisting er et glimrende bekendtskab i den vildtvoksende underskov af skandinaviske TV-krimier – og jeg ser frem til 3. sæson, der skulle være på trapperne til påske i år.

  • Titel: Wisting – Sæson 2
  • Original titel: Wisting – Sæson 2
  • Instruktør: Trygve Allister Diesen
  • Skuespillere: Sven Nordin, Thea Green Lundberg, Mads Ousdal, Lars Berge, Kjersti Sandal
  • Genre: Krimi, Drama
  • Antal afsnit: 4
  • Spilletid i alt: 2 timer 55 minutter
  • Produktionsselskab: Cinenord, Good Company Films, Ripples World Pictures
  • Produktionsår: 2021
  • Censur: 15
  • Anmeldt af: Carsten Skov
  • Findes på: Viaplay
  • Billeder: ©  Viaplay
Serie:4 out of 6 stars (4,0 / 6)
Billede:5 out of 6 stars (5,0 / 6)
Lyd:4 out of 6 stars (4,0 / 6)