The Veil

Ingredienserne er som sådan i orden. En farefuld rejse gennem mange lande. En hovedperson med sammensat personlighed. Flere efterretningstjenester i indbyrdes strid og konkurrence. Og i centrum en person, der måske – måske ikke – er knyttet til ISIS. Der er imidlertid flere knaster i den sammenkogte ret i serien ”The Veil”.

En kvindelig britisk agent, Imogen, når frem til en flygtningelejr i det sne- og frostklædte grænseområde mellem Tyrkiet og Syrien. Samtidig går der kaos i en fødevareleverance til lejren, da en lastbil bliver overmandet af beboere fra lejren. Pludselig er der nogen af kvinderne, der mener at genkende en kvindelig topfigur fra ISIS, som bliver overfaldet, slået og sparket. Hun anses for medskyldig i kvindernes mænds død. Imogen formår at bringe personen i relativ sikkerhed, men snart må de 2 i al hast forlade lejren.

Og her er handlingens helt grundlæggende spørgsmål så ridset op. Er den overfaldne faktisk tilknyttet ISIS eller er hun lig med Adilah El Idrissi, som bare vil tilbage til sin datter. Spillet mellem Imogen og Adilah er båret af mistro og usikkerhed, men også af Imogens særlige evne til at vække tillid og trænge igennem ‘modspillerens’ følelsesmæssige panser. Dertil kommer, at Elisabeth Moss, kendt fra “The Handmaid’s Tale”, i rollen som Imogen ganske effektiv tegner en i den grad sammensat personlighed. Imogen er nok udsendt fra England, men hun kører i høj grad sit eget løb og navigerer egensindigt mellem franske og amerikanske efterretningsfolk. Det engelske perspektiv bliver søgt understreget ved at Moss sine steder men ikke konstant taler med britisk accent. Det virker ikke alle steder lige overbevisende.

Dialogen er gennemgående skarp men også præget af diskrete stikpiller, f.eks. hvor CIA-agenten Max Peterson gør sig morsom over arbejdstiderne – lidt for korte – for franske efterretningsagenter. Helhedsindtrykket bliver dog et tegn på ubeslutsomhed med hensyn til klart genrevalg. Komedie, krimi eller action?

Opgaven med om muligt at identificere Adilah som tilknyttet ISIS handler i sidste ende om at de franske og amerikanske efterretningstjenester bestræber sig på at slå til i tide, inden en større bombesprængning bliver gennemført – ét eller andet sted i Vesteuropa. Slutningen graver ned i traumerne fra Imogens barndom og ender med at lade trådene om ISIS-tilknytning og bombesprængning stå lettere nedtonet.

Samlet set er ”The Veil” en jævn oplevelse, som først og fremmest udmærker ved Elisabeth Moss i rollen som Moss. Og det er nu slet heller ikke så dårligt endda.

  • Titel: The Veil
  • Instruktør: Damon Thomas, Daina Reid
  • Skuespillere: Elisabeth Moss, Yumna Marwan, Dali Benssalah, Josh Charles, James Purefoy 
  • Genre: Thriller, Action
  • Spilletid: ca. 4 timer 40 minutter
  • Produktionsselskab: FX Productions
  • Produktionsår: 2024
  • Release-dato: 30. april 2024 (USA)
  • Censur: 12 (Belgien)
  • Anmeldt af: Carsten Skov
  • Findes på: Disney+
  • Billeder: © FX Productions/Disney+

[usrlist Serie:4 “Billede:5” “Lyd:4″ avg=”false”]