The Terminal List

Der er noget genkendeligt ved temaet. En elitesoldat vender tilbage til det civile live, blot for at opleve, at hans deling bliver udslettet, mand efter mand. ”The Terminal List” præsenterer et mix af elementer som hævn, politiske og militære rævekager og personlig sorg. På papiret en velfungerende cocktail, men resultatet er fesent.

Chris Pratt har rollen som James Reece, som oplever sin tilværelse vendt på hovedet, da hans deling bliver dræbt under en oversøisk mission, der går grueligt galt. Efter hjemkomsten skal Reece debriefes og der oplever han, at hans egen oplevelse ikke stemmer overens med det billede, som interviewerne tegner. Desuden bliver han diagnosticeret med en tumor i hjernen.

Det går snart op for Reece, hvad der ligger bag, og med risiko for sit eget og familiens liv sætter han ud på en hævnmission. Som var det en huskeseddel med dagligvareindkøb krydser Reece personerne på listen af, efterhånden som hans hævnaktion er eksekveret. Undervejs oplever man rutineprægede og spændingsforladte skydescener.

Reece bliver snart sporet og jagtet som gerningsmand. Samtidig har en kvindelig journalist fået færten af den skandale, som Reece er offer for – og fra politiet er ligeledes tvivl om den historie, som militæret bruger som grundlag for at uskadeliggøre Reece. Byggeklodser til en god historie, bestemt. Men byggematerialet bliver ikke udnyttet effektivt.

Tanken har nok været, at denne filmatisering af en Jack Carr-roman skulle strækkes ud over et forløb på 8 afsnit og et tilsvarende antal timer for at give plads til dybde i karakterbeskrivelserne. Det lykkes ikke. Instruktionen og scenografien formår ikke at fremstille et intenst handlingsforløb. Dertil er plottet tegnet alt for simpelt og overfladisk. Og slutningen, seriens Boss-level eller hvad man nu skal kalde det, er hverken overraskende eller effektfuldt udført.