The Residence

Det kan være svært at vurdere, om den politiske virkelighed i og omkring Det Hvide Hus udfolder sig efter et absurd manuskript. Derfor er det lidt af en befrielse at kaste sig over serien ”The Residence” på Netflix. Her er manuskriptet i hvert fald befriende uhøjtideligt.

Vi befinder os i netop Det Hvide Hus under gallamiddagen for et australsk statsbesøg. Personalet er usædvanligt stresset. Man fornemmer masser af internt fnidder Der bliver præsenteret noget af et edderkoppespind af intriger. Hvem ligger i med hvem? Hvem kan ikke døje hinanden? … og selv på præsidentens rådgivere, FBIs direktør og et mylder af Secret Service sidder nerverne i dén grad uden på.

Stressniveauet bliver ikke mindre, da liget af det ikke-politiske personales chef, A. B. Wynter, bliver fundet død ved siden af et billardbord. Der går ikke lang tid før sikkerhedsfolkene når frem til den konklusion, at der er tale om selvmord. Effektiv opklaring, når man altså ser bort fra den detalje, at der ikke er fundet noget, der kan kvalificeres til at være mordvåben.

Efter en heftig diskussion om hvem, der har jurisdiktion på adressen, når man frem til for en sikkerheds skyld at tilkalde særlig assistance. Det sker i form af den temmelig excentriske detektiv Cordelia Cubb, som efter et enkelt blik på den døde erklærer, at der er tale om mord, som hun så går i gang med at opklare. Hendes metode er uklar for de højtstående myndighedspersoner omkring hende, hvilket hun selvfølgelig er fløjtende ligeglad med. Det vækker desuden mere end almindelig undren, at Cordelia som afgørende og relevant input løbende refererer til sin interesse for fugle.

Man kan måske ane en plot-konstruktion, som trækker på hovedpersonerne i Agatha Christies krimier. I sit udgangspunkt simpelt, grænsende til det enfoldige, men det skal hurtigt vise sig, at det ikke er ligetil at svare på spørgsmål som hvor er mordvåbnet, hvem har haft adgang til gerningsstedet – og hvor er dét i øvrigt? … og så er der adressen, som byder på et mylder af rum og flere hundrede potentielle gerningsmænd. Man skal jo ikke på forhånd frikende det højtstående selskab. Og så er der Kylie Minogue – spillet af Kylie Minogue! – som er blevet overtalt til at gi’ et par numre under statsmiddagen mod løfte om en overnatning i Lincolns soveværelse. En efterfølgende senatshøring forsøger – i overvejende grad forgæves – at skabe afklaring og overblik.

Mordet bliver selvfølgelig opklaret efter 8 forrygende afsnit, et mylder af komplicerede handlingstråde og formodning om skyld – og frem for alt en overmåde heftig og morsom dialog. Uzo Aduba er ganske enkelt forrygende som Cordelia Cubb. Seriens succes undrer mig ikke – heller ikke, at der er overvejelser om en sæson 2.