Riefenstahl

Det er til stadig diskussion, om man kan separere kunst og politik. Kan finpudsning af filmhåndværket og æstetikken, der er forbundet dermed, retfærdiggøre samarbejde med og relationer til selv de allerværste kredse og personer? Spørgsmålet er absolut værd at genbesøge i forbindelse med Andres Veiels dokumentarfilm ”Riefenstahl” om danseren, skuespilleren – og først og fremmest filminstruktøren Leni Riefenstahl.

Filmens hovedperson gjorde i sin hovedrolle i instruktørdebutfilmen ”Det blå lys” stærkt indtryk på biografpublikummet – og på nazisternes absolutte frontperson, Adolf Hitler. En relation, der banede vejen for Riefenstahl instruktion og produktion af ”Viljens triumf” fra 1935 om de nazistiske partidage i Nürnberg.

En film, der ikke mindst fokuserede på føreren som det eneste menneske, der har karakter uden for – eller måske snarere over folkefællesskabets udviskning af individet. En film, der i høj grad bidrager til det propagandistiske billede af føreren, der ensomt og tynget med problemer så store så store, som masserne forventer, at kun han kan løse. Et æstetisk og fortælleteknisk kunstgreb, som Riefenstahl så fornemt satte i billeder. Men også urovækkende som et varsel om, hvad tiden ville bringe. I 1938 kom så ”Olympia”, hvori Riefenstahl rendyrkede det ariske atletiske kropsideal med afsæt i de sportslige præstationer ved OL i Berlin 1936.

Var Leni Riefenstahl overbevist nazist eller ’bare’ en lettere naiv medløber? Veiel giver ikke et klokkeklart og uigendriveligt svar. Til gengæld fremlægger han et omfattende materiale, der grundigt rejser tvivl om sandhedsværdien i Riefenstahls ihærdige selvforsvar og påstand om, at hun ikke vidste noget. Hun færdedes helt klart regelmæssigt i den nazistiske inderkreds og kommer endda på et tidspunkt – ved et uheld? – til at antyde at have haft et forhold til propagandaminister Joseph Goebbels. Dertil kommer et livslangt venskab med Hitlers yndlingsarkitekt, Albert Speer. Veiel fremstiller det samlet set særdeles utroværdigt, at hun plæderer for uvidenhed, ikke mindst om koncentrationslejrene.

Nok blev Riefenstahl efter krigen dømt som medløber men senere erklæret afnazificeret i 1949. De følgende år brugte hun på at skrive sine erindringer, at føre et utal af injuriesager og i det hele taget på forsøg på at lægge afstand til Tysklands nazi-fortid og hendes relation dertil. Bestræbelser, der synes at have trange kår over for forlydender om at hun havde hentet omkring 50 romaer, heraf mange børn, til optagelser af filmen ”Tiefland” i Polen i 1940 – altså er den tyske Blitzkrieg mod Polen godt i gang. Efter optagelserne endte romaerne i Auschwitz og de fleste overlevede således ikke. Riefenstahl påstod, at hun efterfølgende havde snakket med romaerne …

Veiels dokumentarfilm rejser flere af de store spørgsmål jeg har anført i indledningen. Han trækker faktisk tråde hen over de TV-talkshows, som Riefenstahl undtagelsesvist optrådte i, frem til vores nutid med AI-genererede film, billeder og fake news. Riefenstahl ville gerne fremstå som forført og benægtede derfor til sin død at have bidraget til forførelse af de tyske masser.

På den måde sender Veiels film et budskab til os alle om at bevare vores kritiske sans om at spotte forførerne, de erklærede såvel som de fordækte. Stor tak til Camera Film og Grand for at gøre filmen tilgængelig for danske biografgængere.