En komisk youtubers gyserfilm, om et kærlighedsønske, der går galt, virker ikke som opskriften på det helt store, men efter at have set Curry Barkers ”Obsession”, slugte jeg alle mine påstande i paranoid rædsel.
En usikker, ung mand ved navn Bear fejler gang på gang med at indrømme sine følelser for kollegaen, Nikki. I stedet køber han en mystisk ønskepind og tvivlsomt ønsker, at Nikki elsker ham mere end nogen anden på jorden. Hvad der starter ud som Bears drømmescenarium, hvor Nikki både er underdanig og besat af ham, eskalerer til ekstremerne, når denne besættelse tager overhånd.
Den 26årige Curry Barker slutter sig til gruppen af kreative, unge youtubere, hvis årelange erfaringer har resulteret i vellykkede gyserfilm, så som Danny og Michael Philippous ”Talk To Me” og ”Bring Her Back” og Kane Parsons ”Backrooms”, samt den lige så komiske Jordan Peele, der skabte ”Get Out”. Disse nytænkende instruktører har skabt en række hårdtslående, psykologiske gyserfilm, der chokerer lige så meget, som de eksperimenterer, hvilket er helt fantastisk.
Som sagt virker præmissen ikke som en kilde til uhygge, især når filmen delvist var inspireret af en ”The Simpsons” Halloween-episode om en forbandet abehånd, men her tog jeg grueligt fejl. Filmens budget på kun 750.000 dollars er både chokerende imponerende, men udover Barkers kreative instruktion, musikkens paranoiaskabende uforudsigelighed, de velplacerede jump scares, og præstationerne, er det mindre budget også nøglen til uhygge, når de få lokationer og store brug af skygger øger den klaustrofobiske stemning.
Inde i disse skygger kan Nikki, spillet af Inde Navarette, nemlig skjule sig. Navarette spiller her sit livs rolle som den unge kvinde, der går fra at være en fri sjæl til en af de mest skræmmende karakterer i 2026. At hun tidligere kun har kendt for serien ”Superman and Lois” er svært at tro på, når hun trods resten af de stærke præstationer, stjæler hele showet. Alt fra hendes dialoglevering, unaturlige bevægelser, og intimiderende udstråling er med til at fastlåse publikum i sædet af rent ubehag. Efter at Amy Madigan vandt en Oscar for bedste kvindelige birolle i gyserfilmen ”Weapons”, betyder det forhåbentligt, at akademiet også vil belønne Navarette for at spille hovedpersonen i alle mine fremtidige mareridt.
Udover hende giver Michael Johnston også en meget stærk præstation, som den håbløse Bear, hvis karakter understreger filmens tankevækkende budskab. ”Obsession” er nemlig en allegori på et ængsteligt misbrugsforhold, men på samme tid også en kritisk twist på tropen om den hysteriske kvinde, når Bears ansvar og kujonskab skjules bag hans usikkerheder. Filmen skaber dermed ekstrem uhygge blandet med lidt humor, men skildrer også ubehagelige, virkelighedstro problematikker, hvilket betyder, at man ikke bør se ”Obsession”, hvis man blot ønsker en underholdende eskapismefilm.
”Obsession” er en film der flyver afsted, men trods dette beder man konstant efter at se rulleteksterne, så man kan slippe de spændinger, der har spredt sig til hele kroppen. Selvom præmissen ikke lyder just skræmmende, er det uden tvivl et af de uhyggeligste film i nyere tid, hvilket blot understreger Barkers massive talent for gys, men også for skildringen af mørke emner. Jeg håber derfor inderligt, at han vil skabe endnu flere tankevækkende, mareridtsscenarier i fremtiden.
- Titel: Obsession.
- Originaltitel: Obsession.
- Instruktør: Curry Barker.
- Skuespillere: Michael Johnston, Inde Navarette, Cooper Tomlison, Megan Lawless, Andy Richter.
- Genre: Gyser.
- Spilletid: 1 time og 48 min.
- Produktionsselskab: Blumhouse Productions, Capstone Pictures, Tea Shop Productions.
- Produktionsår: 2023
- Release-dato: 14/05/2026
- Censur: 15+.
- Anmeldt af: Maja Lund Kristensen.
- Distributør: UIP
- Billeder: © Focus Features LLC.
Film: ★★★★★
Billede: ★★★★★
Lyd: ★★★★★
