Nonnas

Lad os antage, at målsætningen med en film i forskellige lette genrer er at bidrage til at holde minder i live, at genopleve en stemning og i bredeste forstand sprede hygge. Det kan være et rejsemål, oplevelser med familie og venner og/eller mad, der er forbundet dermed. ”Nonnas” bestræber sig på at opfylde denne målsætning – og så er plottet endda baseret på en virkelig historie.

Jeg forbinder normalt Vince Vaughn med larmende og overgearede komedieroller. I ”Nonnas” er prisværdigt mere afdæmpet i sit udtryk. Filmen giver sig ikke ud for at være stor kunst, men den har en charmerende og munter lethed, som gør filmen til en ganske hyggelig oplevelse. Ordet er et italiensk udtryk for en bedstemor, som bruger en stor del af sit liv i køkkenet for at servicere sin madglade familie. Vaughn spiller Joe Scaravella, der har mistet både sin ’nonna’ og sin mor. Han passer lige med nød og næppe sit arbejde, men så får han den umiddelbart tossede ide at åbne en restaurant, hvor retterne skal bære på en historie, en tradition – og som først og fremmest skal laves af ’nonnas’, der har flair for de egnsretter, som de selv er rundet af – og alt i alt som hyldest til familien og livet i almindelighed.

Joe sætter en annonce i pressen og efter en vis ventetid ender han med at få kontakt til 4 ’nonnas’, som er med på hans tossede ide. Der er lige den detalje, at 2 af dem har det svært med hinanden, fordi de kommer fra hver sit egns-entusiastiske område i Italien. En tredje har som nonne brudt med sit kloster og den fjerde, Gia, er egentlig damefrisør men har en særlig sans for at bringe følelser ind i madlavningen – og for at bringe forsøstring ind i egns-skærmydslerne. Hun bliver spillet muntert og sensuelt af Susan Sarandon.

Starten er svær. En kontrol fra sundhedsmyndighederne truer med at forhindre åbning af restauranten og i starten består kundegrundlaget alene af familie og venner. Joes ihærdighed – nogle vil sige frækhed – over for en højt estimeret madanmelder skaber dog ny udvikling på vejen mod succes.

Filmisk er ”Nonnas” båret af en venlig og munter tone og et tydeligt italiensk-inspireret lydspor. Og det viser sig i filmklip under rulleteksterne til sidst, at historien bygger på en virkelig restaurant i Little Italy i New York, som faktisk har eksisteret i mere end 10 år.