No Time To Die

Det er en risikabel sag at kaste sig ud i at anmelde en film i et stærkt brand eller franchise. Man risikerer at ramle ind i andres stærke, nærmest religiøse følelser, men jeg vover dog: ”No Time To Die” er en forrygende, intens, dramatisk og sine steder morsom afslutning på Daniel Craig-æraen i 007-universet.

James Bond er gået på pension og lever et umiddelbart ubekymret liv sammen med sin kæreste, Madeleine. Relationerne til Mr. White bliver trukket op allerede i introen og senere er der relationer til Spectre og Ernest Stavro Blofeld samt blandt the good guys til Felix Leiter. Det er dog Lyutsifer Safin, der drives af den inderligste hævntørst, der er omdrejningspunkt for den opgave, som Bond bliver draget ind i. Godt hjulpet af en noget neurotisk russisk videnskabsmand, Valdo Obruchev, der uvist med hvilket motiv – udover at berige sig – spiller med på Safins galmandsværk om at udrydde millioner af mennesker.

Selv om han er på pension, kommer Bond hurtigt til at spille en rolle i opsporingen af Safin. Hans besøg i den ellers så fredelige italienske bjergby ved graven efter Vesper Lynd – som Bond havde et forhold til i ”Casino Royale” fra 2006 – afbrydes brat. Graven eksploderer og indleder en serie formidable action- og bil-/motorcykeljagt-scener gennem byens stejle gader.

Få år senere bliver Bond opsøgt at sin gode ven, Felix Leiter. Der tegner sig et vist modsætningsforhold mellem MI6 og CIA, som ikke mindst kommer til udtryk i et ved starten noget anstrengte forhold mellem Bond og hans efterfølger som 007. Traditionen tro bevæger handlingen sig over flere kontinenter og en række mere eller mindre eksotiske og dragende lokationer for at nå frem til klimaks på en fjern ø, der har huset en russisk missilbase.

Filmen er lang, MEGET lang, men det lægger man ikke mærke til. Der er ingen, absolut INGEN døde punkter under gennem de knap 3 timer ”No Time To Die” varer. Og der er adskillige både diskrete og klokkeklare referencer til tidligere Bond-film, specielt ”On Her Majesty’s Secret Service”.

Daniel Craig har formet et cool og kynisk 007-figur, men har også tilført figuren nye, følsomme sider. Jesper Christensen dukker af gode grunde ikke op som Mr. White, men Léa Seydoux former fint sin splittede loyalitet. Rami Malek fremstiller – efter rollen som Freddie Mercury i ”Bohemian Rhapsody” – med underspillet farlighed en skurk, der så absolut er en værdig modspiller til Bond. Og så må man som dansker glæde sig over, hvordan David Dencik giver rollen som Obruchev et udtryk som mere end bare en kliche.

Som sædvanlig for James Bond-filmene er ”No Time To Die” filmet og klippet virtuost. Og som instruktør har Cary Joji Fukunaga formået at balancere smidigt mellem filmens følsomme og hektiske scener. Hans Zimmers musik og lydkulisse fuldender filmens udtryk som action, når det er bedst. Man skal nok ikke lade diverse politiske og samfundsvidenskabelige kommentatorer sidde i rundkreds for debattere de handlingsmæssige forudsætninger. Filmen bygger jo alt andet lige på en antikveret forudsætning om det britiske imperiums om ikke storhed, så i hvert fald indflydelse.

Jeg valgte derfor at læne mig tilbage for at blive underholdt – og det blev jeg næsten til overflod.